Nicole Robertson om klubskifte: AaB hjælper med personlig udvikling

0
2147
Nicole Robertson i sin nye spillertrøje. Foto: AaB

AaB løb overbevisende med sejren i 1. division pulje 2 i efteråret, og nu har klubben fået fingrene i en af divisionens helt store profiler, Nicole Robertson. Hun endte efteråret som topscorer for B93, da holdet ubesejret indtog første pladsen i pulje 1.

Af Sophie Dyrekær Gudsøe.

Nicole Robertson fravalgte det solrige Californien til fordel for det kolde nord, da hun i 2017 blev tilbudt en kontrakt med Vildbjerg og flyttede til Danmark. Efterfølgende skiftede hun til FC Nordsjælland, men i januar 2019 skrev hun historisk kontrakt med B93, og blev dermed den første kvindelige spiller, der indgik i en handel mellem to danske klubber.

Nu har den 24-årig måltyv skrevet kontrakt med AaB, som kan se frem til en sæson i Kvalifikationsligaen. Det er dog uvist, hvornår ligaen kan starte op, da fodboldpausen indtil videre varer til den 13. april.

FODBOLD FOR PIGER har taget en snak med Nicole Robertson om skiftet til den nordjyske klub.

”Jeg valgte AaB, fordi det tiltalte mig, hvad trænerne havde at sige om klubben, og hvad de kunne tilbyde. Jeg havde stor fokus på, at det skulle være en klub, der ville hjælpe mig med min personlige udvikling, og AaB sagde, at de ville hjælpe mig på enhver tænkelig måde,” fortæller Nicole Robertson.

”Niveauet på holdet er rigtigt godt, og vores chancer for at rykke op i Gjensidige Kvindeliga er gode”.

Nicole Robertson, AaB. 

Nicole Robertson nåede lige at være med til et par træninger i klubben, inden alt fodbold i Danmark lukkede ned på grund af risiko for coronasmitte.

“Indtil videre er jeg virkelig glad for klubben. Alle er imødekommende. Pigerne er søde og rigtig dygtige fodboldspillere. Trænerne er gode, og de skaber en træningsatmosfære, der bringer intensiteten op og presser os til at blive bedre spillere, og det nyder jeg virkelig,” siger den nyudklækket AaB-spiller.

Hun fortsætter:

”Niveauet på holdet er rigtigt godt, og vores chancer for at rykke op i Gjensidige Kvindeliga er gode”.

Bruger tid på at studere og selvtræne  

I mellemtiden er Nicole flyttet til Aalborg, hvor hun følger den nuværende coronasituation. FODBOLD FOR PIGER har derfor spurgt hende, hvordan hun kommer igennem denne specielle tid.

”I den her periode studerer jeg meget. Jeg kan godt lide at lære mange forskellige ting, så når jeg bliver grebet af et emne, læser jeg det, og anvender det på mig selv eller mine klienter,” lyder det fra den amerikanske forward, der også arbejder som personlig træner.

På grund af frygt for smittespredning af COVID-19 er spillerne nu tvunget til at træne for sig selv, både når det gælder styrke- og konditionstræning, men også hvis man vil træne med bold.

”Jeg selvtræner en del derhjemme. Nogle gange prøver jeg at finde en fodboldbane uden særlig mange mennesker, for at få trænet lidt med bold. Derudover løber jeg lange turer. I disse tider, hvor træningen ikke er særlig intens, tænker jeg mere på, hvad jeg spiser, så min krop stadig føler sig frisk og gendannet uden overspisning,” lyder det afslutningsvis fra Nicole Robertson.

“Hvis man er heldig, kan man finde en fodboldbane uden for mange mennesker”. Foto: Nicole Robertson.