B.93 holder liv i oprykningsdrømmen, mens Vildbjerg og BSF er ude

0
1724
Freja Kjærsig Sunesen i aktion mod BSF i onsdags. Foto: FN Sportsfoto

Efter onsdagens kampe kan det slås fast, at Vildbjerg for næste sæson forbliver i 1. division, mens BSF rykker ned i 1. division. Drømmen om de to pladser i Gjensidige Kvindeliga lever dog stadig for de resterende fire hold efter onsdagens kampe.

Af Sophie Dyrekær Gudsøe.

I onsdags blev tredje runde i Kvalifikationsligaen afholdt, og det blev afgørelsens time for både Vildbjerg og BSF, som henholdsvis forbliver i 1. division og rykker ned i 1. division i den kommende sæson. BSF tabte på hjemmebane til B.93, mens Vildbjerg måtte se sig slået af AaB, der fortsatte deres gode stime.

Rundens tredje kamp stod mellem HB Køge Pigefodbold og Odense Q, men fynboerne måtte se sig slået 2-0 af Køges skarpe truppe, som tog den tredje sejr på stribe, og dermed fører ligaen. Det blev med mål fra Kyra Carusa og Madalyn Ann Pokorny.

På HB Køge Kvindeelite Facebookside skriver cheftræner Peer Lisdorf:

”Vi fik presset Odense Q højt på banen og var dominerende med bolden. Vi viste gode kombinationer i mellemrum og udnyttede deres bagrum med vores hurtige spillere, når det var muligt”.

Vildbjerg fik i mellemtiden besøg af AaB, hvor kampen endte 1-0 til AaB efter scoring fra Nicole Robertson i starten af 1. halvleg. AaB beholder dermed deres andenplads med ni point, mens Odense Q også holder liv i oprykningsdrømmen med deres fire point.

”Fedt at få tre point på kontoen”

For B.93 er drømmen om en plads i Gjensidige Kvindeliga stadig en realitet, da de i onsdags vandt 2-1 over BSF. Allerede efter 10 minutter bragte Emilie Langhorn, B.93 foran på et langskud, som hun fyrede af lidt uden for feltet og placerede fornemt oppe i krogen. Halvt inde i første halvleg begyndte BSF at komme mere med i kampen, da de fik tilkæmpet sig nogle chancer, samt rykket spillet længere op på banen. I det 39. minut formår Rosa Horskjær dog at sende bolden i nettet med et langskud udenfor feltet, og blot fire minutter senere reducerede Emilie Camilla Larsen fra BSF til 2-1. Anden halvleg bød på mere rodet spil, men uden noget der resulterede i en scoring.

Det var dog en vigtig sejr for B.93, som holder liv i håbet om en oprykningsplads med deres tre point.

”Det var fedt, endelig at få tre point på kontoen. Hvis vi kan finde vores gode spil frem igen, så er jeg sikker på, at vi har gode chancer for vinde de sidste to kampe i oprykningsspillet. Og så kan vi jo håbe, at det hele flasker sig for os derefter. I gårsdagens kamp lykkedes vi fint med at spille op gennem vores midtbane og rundt om BSF’s forsvar, hvorfra vi så kunne få afsluttet. Det har vi haft lidt problemer med i de forrige kampe, så det var rigtig fedt endelig at få nogle succesoplevelser,” fortæller Freja Kjærsig Sunesen, som primært er kantspiller i B.93.

I den kommende kamp skal B.93 møde HB Køge Pigefodbold, som i den grad har gjort sig bemærket i kvalspillet med overbevisende sejrer.

”HB Køge bliver en spændende modstander, som har gjort det rigtig godt i de første tre kampe. Men jeg er som sagt sikker på, at vi kan få point med fra kampen, hvis vi kan ramme vores topniveau. Vi har lige fået en helt ny trænerstab, som kommer med et nyt koncept og en lidt anden spillestil, som vi er ved at tilpasse os. Vi er derfor også meget interesseret i at udvikle vores spil, mens vi selvfølgelig stadig jagter point,” lyder det optimistisk fra Freja Kjærsig Sunesen.

Den nuværende stilling i Kvalifikationsligaen: