Danske stjerner samler ind til fodboldakademi for piger i Uganda

0
1433
Amalie Thestrup har signeret en Liverpooltrøje, som du lige nu kan smide et beløb på og dermed deltage i konkurrencen om trøjen.

En række danske spillere deltager i kampagnen #ShirtsForGirls, hvor de har sat deres klubtrøjer på auktion til fordel for et fodboldakademi for piger i Uganda

Udviklingen i kvindefodbold har gennemgået en enorm udvikling de seneste år, hvor flere og flere kvinder får deres drømme til at gå i opfyldelse ved at kunne leve af at spille fodbold.

I andre dele af verden halter udviklingen, og flere steder er det ikke velanset, at piger er en del af et fodboldfællesskab. Det gælder især flere afrikanske lande, men det forsøger en række professionelle kvindelige fodboldspillere at lave op på, herunder en række danske stjerner i udlandet. De har valgt at deltage i velgørenhedskampagnen, #ShirtsForGirls, som skal være med til at indsamle midler til at starte et fodboldakademi for piger i Uganda.

Det er organisationerne Dear Football og The One Goal, der står bag #ShirtsForGirls. De har lavet en auktion, hvor du lige nu kan smide et beløb til indsamlingen og dermed deltage i konkurrencen om et signeret eksemplar af spillernes trøjer.

Otte danske spillere med

De danske spillere, som er med i #ShirtsForGirls er disse:

Amalie Thestrup (Liverpool), Nicoline Sørensen (Everton), Simone Boye (Bayern Munchen), Theresa Eslund (Brøndby), Frederikke Thøgersen (Fiorentina), Signe Bruun (PSG), Sofie Junge Petersen (Juventus) og Caroline Møller (Inter).

Amalie Thestrup fortæller i en pressemeddelelse, hvorfor hun deltager:

“Ikke alle i børn i verden har de samme muligheder for at gå i skole eller noget så fantastisk som at spille fodbold. Det er beundringsværdigt og forbløffende, at Dear Football og The One Goal vil være med til at give unge piger mulighed for begge ting. Derfor var der ingen tvivl om, at jeg ville give mit bidrag i denne kampagne,” siger hun.

Amalie Thestrup har doneret en af Liverpools hjemmetrøjer, som hun har sat sin underskrift på. Du kan lige nu lægge et beløb på denne eller de andre trøjer her.

8-årig uddannelse

Det kommende pigefodboldakademi skal være en del af El Cambio Academy i Masaka i Uganda, der pt. har 19 drenge i alderen 8-13 år som elever. Ud over fodboldtræning flere gange om ugen er de også sikret en 8-årig uddannelse.

Akademiet har også et ‘character programme’, som skal være med til at danne dem som mennesker og opbygge stærke personligheder, så de har de bedst mulige forudsætninger for at få succes i livet.

Du kan læse mere om kampagnen her

Caroline Møller deltager med Inter-trøje.
Signe Bruun deltager med en PSG-tøje.
Nicoline Sørensen deltager med en Everton-trøje.
Sofie Junge deltager med en Juventus-trøje.
Theresa Eslund deltger med en Brøndby-trøje.