HB Køge er klar til intens kamp mod FCN

0
977
Foto: HB Køge

HB Køge tager søndag imod FC Nordsjælland i 13. runde af kvindeligaen. Cheftræner Peer Lisdorf er forberedt på en spændende og lige kamp med massere af intensitet. HB Køge ligger lige nu øverst i tabellen, og det kræver hårdt arbejde og god forberedelse, hvis placeringen skal holdes.

Af Marie Bebe

HB Køge møder FC Nordsjælland på hjemmebane søndag d. 7. Marts i 13. runde af Gjensidige Kvindeligaen. Cheftræner i HB Køge, Peer Lisdorf, ser frem til en spændende kamp mod et stærkt mandskab.

”Jeg forventer en intens og lige kamp. Vi er forberedt på, at det kan blive en kamp med mange omstillinger, så gælder det om at få styr på vores returløb og genpres”, siger Peer Lisdorf

FC Nordsjælland er det eneste hold i ligaen, som HB Køge endnu ikke har slået. Ifølge Peer Lisdorf er det særligt FCN’s dygtige individualister og stærke kombinationsspil, som HB Køge har haft fokus på i forberedelserne til kampen.

”De vil jo gerne kombinere og har mange dygtige individualister. Så det gælder om at være kompakte, stå tæt sammen og være stærke i 1-1 duellerne, både i løb og nærkampe – og så se om man skal slå nogle gode omstillinger”, siger Peer Lisdorf.

HB Køge har skiftet til at spille 4-4-2 og holdet skal turde spille direkte, ifølge cheftræner Peer Lisdorf. Han forventer derfor også, at det bliver en intens kamp, hvor begge hold vil presse hinanden.

”Jeg kunne ikke forestille mig, at de kommer til at stå og vente på os – og vi kommer heller ikke til at stå og vente på dem.”, siger Peer Lisdorf

Topplacering kræver hårdt arbejde

HB Køge var oprykkere i starten af sæsonen og topper nu tabellen i Kvindeligaen. Holdet er lykkedes med at nå mange af deres målsætninger, og det gør spillerne ivrige efter at bevare en topplacering. 

”Når vi nu har kunne spille op med de andre tophold, så er vi jo sultne og synes, det kunne være fantastisk at kunne komme i top to, så man kan spille med om Champions League. Det styrker ens hold og dansk kvindefodbold, så der vil vi jo gerne være med og se, om vi kan stjæle en af de pladser.”, siger cheftræner Peer Lisdorf

Hvis HB Køge holder deres placering på førstepladsen sæsonen ud, vil det være første gang i 20 år, at et andet hold end Brøndby eller Fortuna Hjørring vinder mesterskabstitlen. Samtidigt har klubben en officiel målsætning om at kvalificere sig til Champions League inden 2025.

Men der er mange kampe endnu inden mesterskabet afgøres. Derfor er det også vigtigt for cheftræneren, at holdet tager én kamp ad gangen og fortsat forbedrer sig. Rent spilmæssigt peger cheftræneren på, at holdet har indkasseret for mange omstillingsmål, der kunne have været undgået. Derudover skal holdet turde spille mere sikkert og direkte.

Hvis HB Køge skal bevare en topplacering og måske kvalificere sig til Champions League, kræver det altså grundig forberedelse, koncentration og hårdt arbejde.

”Det gælder om at slå koldt vand i blodet, træne godt hver uge og prøve at udvikle sig. (…) Vi skal være koncentrerede og give alt, hvad vi har. Vi skal kunne løfte hinanden og gøre hinanden bedre”, siger Peer Lisdorf