Andensidste runde i 1. divisions slutspil blev færdigspillet søndag, hvor tre hold nu er sikre på at skulle spille med i 1. division fra næste sæson.
Af Marie Bebe
Herlufsholm, Vildbjerg og Varde IF kan ånde lettet op efter weekendens kampe. Her blev det nemlig sikkert, at de tre hold spiller med i næste sæson i 1. division. Ligeledes er Næsby også snublende tæt på en billet til i 1. division.
Med blot en enkelt runde tilbage i slutspillet, er Herlufsholm i pulje 1 sikre på en plads i 1. division i den næste sæson. Ligeledes er Vildbjerg og Varde i pulje 2 sikre på en plads, da puljens tredjeplads JAI, Aarhus ligger fire point under Varde på andenpladsen.
De i alt 16 hold i slutspillet i 1. division er delt op i to puljer af 8 hold. Når slutspillet er færdigspillet, vil nr. 1 og 2 i hver pulje rykke op i den nye 1. division sammen med de fire nederste hold fra kvalifikationsligaen: Odense Q, B. 93, ASA, Aarhus og Sundby.
To uafgjorte i pulje 1
BSF – Solrød (1-1)
I pulje 1 løb første kamp af stablen lørdag, hvor BSF tog imod Solrød. Her blev det til pointdeling med et slutresultat på 1-1. BSF bragte sig foran til 1-0 på et mål af Cecilie Lindqvist kort inde i anden halvleg. Den stilling holdt næsten hele halvlegen, lige indtil 87. minut, hvor Solrøds Cecilie Esbak udlignede til 1-1, efter kun at have været på banen i 10 minutter.
FC Damsø – Østerbro IF (0-3)
Lørdag tørnede også FC Damsø sammen med puljens nummer tre; Østerbro IF. Udeholdet fra Østerbro lagde sig i spidsen allerede i første halvleg efter mål fra Sofie Broch-Lips og Janne Brouer. I anden halvleg øgede Østerbros Cecilie Bergholt føringen til 3-0, der blev kampens endelige resultat.
Næsby – Fredensborg BI (2-2)
Tredje kamp i pulje 1 blev ligeledes spillet lørdag, hvor Næsby fik besøg af Fredensborg BI i et opgør, der endte 2-2. Fynboerne kom hurtigt til en føring efter et mål af Agnes Klingenberg i kampens 4. minut. Gæsternes Julie Wargo Pedersen udlignede kort efter til 1-1, der blev kampens halvlegsstilling. I anden halvleg blev Julie Wargo Pedersen dobbelt målscorer med sin scoring til 1-2. Kun 7 minutter senere stod Næsbys Cathrine Møller Nielsen for udligningen til 2-2, der blev kampens sidste mål.
FB – Herlufsholm (HTH)
Puljens sidste opgør skulle have stået mellem FB og Herlufsholm søndag, men hjemmeholdet FB blev taberdømt.
Seks mål på 30 min og hattrick i pulje 2
Varde IF – Aalborg Freja (1-0)
I pulje to tog puljens nummer to Varde IF imod Aalborg Freja. Hjemmeholdet fra Varde bragte sig foran efter blot ni minutter efter en scoring af Mathilde Braithwaite. Det blev kampens eneste mål, og Varde vandt dermed kampen med 1-0. Med dagens sejr har Varde sikret sig en plads i næste sæson af 1. division, da de ikke kan nå at blive indhentet af JAI, Aarhus.
JAI, Aarhus – Romalt IF (4-0)
Lørdag tog JAI, Aarhus imod puljens bundhold Romalt IF. Hjemmeholdets Marika Skov sendte hele to bolde i kassen indenfor kampens første 11 minutter, og Nina Skjøtt kunne sende holdet på 3-0 allerede i første halvleg. I anden halvleg var Marika Skov på pletten igen, da hun scorede endnu engang. Dermed var hattricket og kampen sikret, og JAI, Aarhus hentede derfor alle tre point i opgøret.
IF Lyseng – Vildbjerg (2-4)
Søndag bød på et opgør mellem IF Lyseng og Vildbjerg, der fik en hæsblæsende start med hele seks mål i kampens første halve time.
Hjemmeholdet Lyseng først foran efter et selvmål fra Vildbjergs Camilla Anna Hjortsø. Kort efter udlignede gæsterne til 1-1 efter mål fra Karoline Zeller Torp. Vildbjergs Vilja Pedersen sendte hele to mål i kassen lige i rap, og bragte dermed gæsterne på 1-3. Lysengs Tanja Hymøller var hurtig med en reducering til 2-3, men allerede to minutter senere udbyggede Vildbjergs Emma Biesbjerg Just føringen til 2-4. Det blev kampens endelige resultat, og Vildbjerg kunne dermed tage tre point med hjem i tasken.
Aarhus 1900 – Fortuna Hjørring (4-2)
På Fort Langenæs tog Aarhus 1900 imod Fortuna Hjørring søndag. Her var hele første halvleg målløs, men efter pausen havde de to hold fået mål i støvlerne.
Mille Karmark bragte Fortuna Hjørring i front med 0-1, men hjemmeholdet fik hurtigt en udligning på et selvmål. Mille Karmark blev dobbelt målscorer for udeholdet med sin scoring til 1-2. Få minutter senere fik Aarhus 1900 endnu engang udlignet på et straffe, der blev scoret af Emma Thrane. Med otte minutter tilbage af den ordinære spilletid bragte Aarhus 1900 sig foran til 3-2, og i kampens sidste minut lukkede Katrine Overlund Sørensen kampen med scoringen til 4-2.