BSF’s Head of Coaching: Fuldtidsstilling giver mulighed for at flytte visionerne fra papiret og ud på banerne

0
1970
Philip Nielsen kom til BSF i 2020 som Head of Coaching. Siden juli 2021 har det været i en fuldtidsstilling. Privatfoto.

Philip Nielsen vendte hjem til Danmark efter 26 år i den amerikanske kvindefodbold. Han blev ansat som Head of Coaching i BSF – en stilling, der det seneste halve år har været på fuld tid.

Af Marie Bebe

I oktober 2020 ansatte BSF en ny ’Head of Coaching’ i en deltidsstilling. Valget faldt på den erfarne Philip Nielsen, der vendte hjem til Danmark efter 26 år i USA. Knap et år senere, i juli 2021, blev stillingen udvidet til en fuldtidsstilling. Og dét er ikke et hverdagssyn i licenspigeklubber i Danmark.

I langt de fleste tilfælde for pigelicensklubberne er ’Head of Coaching’ nemlig kun en deltidsstilling, ligesom den oprindeligt var i BSF. Men med skiftet til fuldtid har det åbnet for mange nye muligheder i arbejdsgangen. Flere opgaver kan simpelthen blive løst i en fuldtidsstilling fremfor en deltidsstilling. Vigtigst af alt har det for Philip Nielsen betydet, at han kan være mere til stede ude på banerne blandt trænere, spillere og forældre.

”Man kan godt have en rød tråd på papiret, men det kræver tid at få det ud på banerne. Man kan ikke kvalitetssikre og udvikle trænerne i samme grad, hvis man kun er på banerne 10% af tiden.” siger Philip Nielsen.

Philip Nielsens daglige arbejde består i at føre de idéer og visioner, som klubben bygger på, ud på træningsbanen. Det indebærer, at han skal sparre med trænerne og udvikle dem for at sikre, at BSF’s spillestil føres ud i livet og er gennemgående i hele klubben.

Dertil er han naturligvis med i de større, strategiske samtaler om, hvilken vej klubben ønsker at bevæge sig i – og hvor, de som klub skal være om 5 og 10 år.

Den vigtigste af opgaverne på Philip Nielsen bord er dog at sikre, at BSF lever op til DBU’s licenskrav. Den nye pigelicens stiller større krav til klubberne, trænerne og ultimativt spillerne, mener Philip Nielsen. Og netop denne professionaliseringsproces af kvinde- og pigefodbolden har været tiltrængt.

”Der er meget af pigefodbolden i Danmark, der har haft navnet elite, uden at have forholdende til at være elite. Man kan ikke sætte en finger på pigerne, men de skal have de samme forhold og muligheder som drengene, før man kan sætte de samme forventninger til dem”, siger Philip Nielsen.

”Ungdomsfodbold bør være udvikling”

 Det var med over 25 års erfaring i kvinde- og pigefodbolden at Philip Nielsen pakkede sit liv i USA ned i kufferten og rejste hjem til Danmark i 2020. Som for mange andre var corona-pandemien med til at skubbe Philip Nielsen tilbage til hjemlandet. Men det var ikke med et ønske om at skifte karrierespor. Derfor var det til hans store held, at netop BSF søgte en, der kunne udfylde rollen som ’Head of Coaching. 

”Da corona kom, synes jeg ikke, det var så spændende at være så langt væk fra min familie. Så jeg følte, det var et godt tidspunkt at komme hjem og så var jeg heldig, at jeg fandt BSF og at de havde den samme indstilling, som jeg har”, siger Philip Nielsen.

Ifølge Philip selv, var matchet med BSF det helt rigtige. Visionerne og indstillingen til pigefodbolden stemte overens, og han kunne se sig selv i deres projekt.

For ham er det helt centralt, at klubben forsøger at tage udgangspunkt i det enkelte spilleres udvikling, fremfor kun at være resultatorienterede. Han medgiver, at deres spillestil og indstilling kan koste kampe på den korte bane, men tror på, at det i det lange løb vil udvikle bedre spillere.

”Ungdomsfodbold bør være udvikling. Selvfølgelig er det vigtigt, at pigerne giver alt hvad de har, for at vinde kampen i weekenden. Men der er en masse forskellige kompetencer i fodbold, som de skal lære og trænes i over lang tid. De skal ikke kun træne til den næste kamp,” siger Philip Nielsen.

Det er en tankegang, som tager tid at få implementeret. Det kræver, at både trænere, spillere og ikke mindst forældrene er med på idéen. Det har krævet nogle kampe for alle parter i klubben at kunne se sig selv i idéerne. Og det vil nok fortsat være en udfordring over det næste års tid, vurderer Philip Nielsen.

”Jeg ser det som min største opgave, at vi får hele klubben til at købe ind på idéen. Det gælder både trænere, ledere, spillere og forældre. Vi er der ikke endnu, men jeg føler, vi er godt på vej,” siger Philip Nielsen.

En lang, men håbefuld, vej mod bedre forhold

 Skiftet fra det amerikanske pigefodboldsystem til det danske, har været stort for Philip Nielsen. Danmark er langt bagud i deres prioritering og udvikling af kvindefodbolden.

Det opdagede han for alvor, da han i sin tid tog fra Danmark til USA. Der gik han fra, at kvindefodbold blev set som ’organiseret banespild’ til at opleve en kultur, hvor fodbolden var lige vigtig, hvad end det var drenge eller piger, der spillede.

Selvom Danmark er på vej i den rigtige retning, er vi stadig 20-30 år bagud i forhold til USA, mener Philip Nielsen. Den helt store udfordring er økonomien, der skal danne grundlaget for at skabe de bedst mulige vilkår for sporten.

”Jeg har arbejdet med kvindefodbold i USA i 26 år. Selvom jeg er dansker, så kommer jeg fra en helt anden kultur indenfor pige- og kvindefodbolden. Arbejde er endelig gået i gang i Danmark og fra DBU’s side. Det betyder ikke kun, at der skal tilføres flere penge, men også at der bliver en bedre struktur og bedre forhold,” siger Philip Nielsen.

Den manglende økonomi betyder blandt andet, at mange ungdomstrænere ikke er ansat i fuldtidskontrakter. På den korte bane er det en af de vigtigste opgaver, som skal løses for Philip Nielsen. Det vil medvirke til at skabe bedre forhold for pigespillerne, hvilket er absolut nødvendigt, hvis Danmark vil løfte hele deres pige- og kvindefodbold til et højere niveau, mener Philip Nielsen.

Det er med en snært af utålmodighed, at Philip Nielsen fortæller om sine drømme for, hvor den danske kvindefodbold kan bevæge sig hen. Han er passioneret for projektet og holder fast i, hvor meget det betyder for ham, at kvinderne og pigerne får de optimale forhold for at spille elitefodbold. Men Rom blev ikke bygget på én dag, og forventninger til både klubber, trænere og spiller afhænger af, hvilke forhold det bliver skabt.

”Man skal passe på, at man ikke gør det for hurtigt. Vi er ved at skabe en kultur og forhold, som minder mere om det, jeg oplevede i USA. Ikke før vi har skabt kulturen og forholdende, kan vi have de samme forventninger” siger Philip Nielsen.

Heldigvis er der rigeligt af optimisme at spore hos Philip Nielsen. Han tror på, at kvindefodbolden i Danmark vil rykke sig langt over de næste 5-7 år – og han glæder sig over at være med på rejsen i BSF.