U17-Landsholdet skal til EM 2022 i Bosnien-Hercegovina

0
1454
Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

U17 Landsholdet skal til EM 2022 som afvikles fra den 3. til 15. maj i Bosnien-Hercegovina. EM-billetten kom i hus efter onsdagens 1-0 sejr over Grækenland på Helsingør Stadion.

Af Oliver Lundgaard

Onsdag aften bookede U17-landsholdet billet til årets EM-slutrunde, da det på hjemmebane i Helsingør blev til en overbevisende 1-0 sejr over Grækenland i den sidste EM-kvalifikationskamp.

FC Nordsjællands Emilía Ásgeirsdóttir stod for sejrsmålet. Det blev scoret 10 minutter inde i 2. halvleg og gav en kæmpe forløsning.

“Vi prøvede alt hvad vi kunne for at bryde det op og så var det selvfølgelig en kæmpe forløsning da vi scorede til 1-0,” fortæller en tydeligt meget glad og tilfreds assisterende træner Signe Pries til FODBOLD FOR PIGER.

På en tåget aften i Helsingør havde U17-landsholdet et stort overtag på både spillet og kampen, hvor grækerne stod meget defensivt, kompakt og kampen igennem fik løbet mange kilometer efter de danske spillere. Danmark havde bolden meget og kom frem til mange fornuftige chancer, men det blev kun til det ene mål og efter 3 minutters overtid kunne jublen, følelserne og glæden over at have sikret EM-billet bryde ud.

“Det var virkelig en kæmpe forløsning da dommeren fløjtede af. Masser af glæde og begejstring som endelig kom til sin ret”, fortæller Signe Pries og fortsætter:

“Vi ser frem til at få lov til at spille mod de bedste hold i Europa og at se pigerne få den kæmpe oplevelse og erfaring med sig”. Lodtrækningen til EM sker d.5 april og derefter venter der træning samt forberedelse frem mod de kampe der venter til EM.

Europamesterskabet for U17-pigelandshold spilles den 3. til 15. maj i Bosnien-Hercegovina. Du kan se sejrsmålet og highlights fra gårsdagens kamp på Ungdomslandsholdene – kvinder