Nyt krav: Klubber skal støtte kvindefodbold for at deltage i UEFAs turneringer

0
1465
AGF er en af de superligaklubber, der lever op til UEFAs kommende krav om, at klubben skal drive en afdeling for piger og kvinder for at få adgang til mændenes UEFA-turneringer. Foto: AGF

UEFA ændrer licensbetingelserne fra sæsonen 2024-25, så klubber kun kan få adgang til mændenes turneringer, hvis de driver en afdeling for piger og kvinder

Senest fra sæsonstarten i 2024-25 skal klubber, der vil deltage i de europæiske klubturneringer på herresiden, drive en afdeling for piger og kvinder.

Det skriver Viaplay og tv3sport.dk, der har fået oplysningen bekræftet af UEFA’s vice-generalsekretær Giorgio Marchetti.

“For at få sin licens godkendt i UEFA skal klubben støtte kvindefodbold ved at implementere målsætninger og aktiviteter med det formål yderligere at udvikle, professionalisere og udbrede interessen,” siger Giorgio Marchetti til Viaplay og tv3sport.dk.

I følge artiklen på tv3sport.dk betyder kravet, at klubberne enten skal have et elitehold og/eller ungdomshold med i officielle turneringer “eller  de skal hjælpe samarbejdsklubber med fodbold for kvinder og piger eller organisere aktiviteter for dem i henhold til anvisninger fra UEFA”.

Det eneste danske hold, som lige nu er med i en UEFA-turnering er FC Midtjylland. Her lever man ikke op til de kommende UEFA-krav, men “det kommer snart”, siger pressechefen Mads Hviid Jakobsen til Viaplay og tv3sport.dk.

“Vi diskuterer det løbende, men kan endnu ikke sætte en konkret dato på hvornår, det bliver en realitet,” siger pressechefen.

Læs også:

Sportsredaktør: På tide at OB igen får et kvindehold

FCK melder ud: Vi vil have et kvindehold