Sportsredaktør: På tide at OB igen får et kvindehold

0
1652
Nature Energy Park i Odense er hjemmebane for superligaklubben OB. Foto. Steen Trolle

Fyens Stiftstidendes sportsredaktør Leif Rasmussen opfordrer superligaklubben OB til igen at få et kvindehold

Mens FC København melder ud, at klubben vil have et kvindehold, der kan spille med om medaljer, så er der stadig superligaklubber, som endnu ikke har officielle planer om kvindefodbold. En af dem af Odense Boldklub (OB), der i 2016 lukkede sin kvindeafdeling, hvorefter Odense Q blev dannet.

Men nu skal OB have et kvindehold igen. Det mener sportsredaktøren på Fyens Stiftstidende, Leif Rasmussen. Han siger i podcasten Stemmer fra Ådalen, der dækker OB, at det er på tide, at OB igen får et kvindehold, der kan spille med i den bedste danske kvinderække.

“Nu synes jeg, at OB skal sørge for at få et kvindehold ind i klubben igen. For nogle år siden blev OB nødt til at skille sig af med kvindeafdelingen, fordi det var for dyrt. Men nu har tiderne skiftet. FCK kommer med et kvindehold, AaB, AGF og Brøndby har alle kvindehold,” siger sportsredaktøren.

Læs: FCK melder ud: Vi vil have et kvindehold

Skal være Øens hold for både mænd og kvinder

OB kalder sig “Øens Hold”, et navn, der dækker et klubsamarbejde med mere end 100 fynske klubber. Men som Leif Rasmussen konstaterer, så holder navnet “Øens Hold” ikke helt, fordi OB ikke dækker kvinderne.

“Lige nu er det kun halvdelen af øens hold, for pigerne er ikke med,” siger han.

En anden deltager i podcasten, Morten Skov, der er kommunikationschef på Odense Teater, mener også, at tiden er den rigtige nu.

“DBU vil gerne have kvinde-EM til Danmark, og med et kvindehold ville man kunne smede mens jernet er varmt og få gjort noget ved stadion i Odense,” siger Morten Skov med henvisning til en højspændt debat blandt OB-fans, der mener, at OBs hjemmebane ‘Nature Energy Park’ trænger til en kraftig modernisering.

Odense Q spiller i 1. division. Holdet ligger lige nu på en fjerdeplads.

Læs: FCK melder ud: Vi vil have et kvindehold