FC Nordsjælland henter 19-årige Cilje Ostenfeld i HB Køge

0
1026
Foto: Cilje Ostenfeld skriver kontrakt med FC Nordsjælland

FC Nordsjælland henter 19-årige Cilje Ostenfeld i HB Køge og forstærker sig yderligere på midtbanen. “Generelt passer hun godt ind i den måde, vi spiller på, ” lyder det fra FC Nordsjælland

Af Oliver Lundgaard

Midtbanespilleren Cilje Ostenfeld skifter HB Køge ud med en kontrakt hos FC Nordsjælland, hvor hun får nummer femten bag på trøjen. Cilje Ostenfeld har været med til at vinde det danske mesterskab og spillet Champions League i hendes tidligere klub HB Køge og spillet 18-U-landskampe for Danmark fra U16 til U19.

Cheftræner for Kvindeliga-holdet hos FC Nordsjælland, Chris Sargeant glæder sig over tilgangen af Cilje Ostenfeld:

“Vi har været imponerede over Cilje, når hun har spillet imod os. Hun kommer altid med høj energi på midtbanen og har også god fart. Generelt passer hun godt ind i den måde, vi spiller på, og hun har også selv givet udtryk for, at hun glæder sig til at blive en del af den tilgang til spillet, ” fortæller Chris Sargeant til fcn.dk

Foto: Cilje Ostenfeld i sin nye klubtrøje

19-årige Cilje Ostenfeld glæder sig over sin nye klub og skiftet til FC Nordsjælland:

“Det er en rigtig fed følelse at kunne kalde mig selv for FC Nordsjælland-spiller nu. Klubben har gang i et rigtig spændende projekt, der er rigtig tiltalende for en ung spiller som mig. De går meget op i udviklingen og satser på de unge – og derfor er jeg sikker på, at matchet er det helt rette,” siger Cilje og fortsætter:

“Samtidig har FC Nordsjælland en meget offensiv tilgang til spillet med fokus på bolde langs jorden og hurtigt spil. Og det er en tilgang, som passer mig rigtig godt,” siger Cilje Ostenfeld til klubbens hjemmeside.

FC Nordsjælland spiller forårets første kamp i pokalkvartfinalen mod Næstved HG som spilles den 11. marts, hvor Cilje Ostenfeld kan få debut for sin nye klub.