”Vi vil være danske mestre og spille Champions League”

0
3381
Rebecca Steele, projektchef for kvindefodbold i FC København. Foto: Steen Trolle

FC København præsenterer snart sine planer for dét kvindehold, som klubben forventer at lancere i 2024. FODBOLD FOR PIGER har mødt projektchef Rebecca Steele, som ikke er bange for at tale ambitionerne helt op for de kvindelige løver: FCK vil vinde danmarksmesterskaber og sætte tilskuerrekorder

Af Steen Trolle og Astrid Simone Trolle

På et kontor i Parken, Danmarks nationalstadion og FC Københavns hjemmebane, bliver der i disse uger slået streger til en af de største satsninger nogensinde i dansk kvindefodbold. Her er projektchef Rebecca Steele i fuld gang med at forberede det kvindefodboldhold, som FC København forventer at lancere i sommeren 2024.

Endnu er de nærmere planer ikke afsløret. Det sker først i løbet af efteråret, og da FODBOLD FOR PIGER besøger Rebecca Steele i august, er det faktisk ikke besluttet endnu, hvad det er for planer, der skal afsløres – om FC København vil starte sit eget hold fra grunden eller man går sammen med en anden københavnerklub, der har et kvindedivisionshold i forvejen.

Men uanset om det bliver den ene eller anden model, så er der ingen tvivl om, at det bliver en satsning, der kommer til at forandre dansk kvindefodbold. For FC København har tårnhøje ambitioner på kvindesiden, fortæller Rebecca Steele.

“I FC København er man vant til at have høje ambitioner og turde sige dem højt, og den tænkning har jeg adopteret ind i kvindeholdet. Jeg tør godt sige, at målsætningen er, at vi skal være danske mestre og spille Champions League. Hvor lang tid der så går, inden vi når dertil, det vil afhænge af, hvad det er for en konstellation vi får bygget,” siger Rebecca Steele.

“I FC København er man vant til at have høje ambitioner og turde sige dem højt”

Rebecca Steele startede som projektchef i FC København den 1. marts. Hun kom fra en stilling som Head of Change Management i DBU.

Samme model som FC Midtjylland, eller…?

Hun startede i FC København den 1. marts og er foreløbig eneste ansatte i kvindeafdelingen, men hun arbejder tæt sammen den øvrige organisation, herunder den sportslige ledelse på herreholdet.

”Jeg trækker på alle de ressourcer, der er her i huset og ude på Peter Bangsvej. Der er en masse mennesker, der rigtig gerne vil det her.  Man har 30 års erfaring i bygge et fodboldhold op i FC København, og vi skal jo undgå at begå de samme fejl, som man har begået undervejs, så jeg sparrer rigtig meget med de andre. Vi skal også finde ud af, hvordan vi bedst skaber synergier mellem herre- og kvindeholdet,” siger Rebecca Steele.

Interviewet finder sted samme dag, som FC Midtjylland lancerer sine planer om at gå ind i kvindefodbold. Det er faktisk Rebecca Steele, der fortæller os om FC Midtjylland-planerne, der først præsenteres på et pressemøde i Herning et par timer efter vores interview. For Rebecca Steele taler løbende med FC Midtjylland og de andre klubber, der satser på dansk kvindefodbold.

Budskab i spillertunnellen i Parken.

”Vi sparrer rigtig meget klubberne imellem. Der er heldigvis stor velvillighed til at hjælpe hinanden. Vi er jo i samme båd og har en fælles interesse i at skubbe til udviklingen af kvindefodbold,” siger Rebecca Steele.

FC Midtjylland har valgt modellen med et samarbejde med en eksisterende licensklub, nemlig Vildbjerg SF. Som nævnt er det på interview-tidspunktet endnu ikke besluttet om FC København skal vælge samme model. Rebecca Steele fortæller, at hun har været rundt og tale med alle kvindeklubber i Københavns-området, både for at vurdere samarbejdsmuligheder og for at høre, hvad der sker indenfor pige-kvindefodbold lige nu.

”Jeg er blevet taget rigtig positivt imod. Klubberne vil gerne tale med mig,” siger Rebecca Steele.

Svær beslutning

Set ude fra ligner samarbejdsmodellen den nemmeste løsning, især fordi den såkaldte fast track-model, som skal give superligaklubber en genvej til kvindeligaen og kvindernes 1. division, endnu ikke er vedtaget – den er lige nu til høring i fodboldens instanser. Men ifølge Rebecca Steele er det ikke så lige til.

”Da jeg gik ind til det her, tænkte jeg også, at det nemmeste var at alliere sig med nogle andre. Men der er både fordele og ulemper ved det. Der er jo 20 underliggende scenarier for hver af de to hovedscenarier, så der er nogle strategiske overvejelser i forhold til økonomi, talentarbejde osv., der skal gøres. Det er ikke nogen nem beslutning at tage,” siger hun.

Rebecca Steele har været rundt og tale med de øvrige klubber i København. ”Jeg er blevet taget rigtig positivt imod,” fortæller hun.

Skal være økonomisk bæredygtigt

En ting er sikkert. Uanset hvilken model, der vælges, er målet at skabe en økonomisk bæredygtig forretning.

”Jeg vil ikke sætte årstal på, men målet er, at kvinderne skal kunne hvile i sig selv økonomisk. Hvis vi kigger ud i Europa, buldrer kvindefodbolden jo afsted men er stadig et stykke henad vejen finansieret af herrefodbold. Det er rigtig godt lige nu, for det bringer kvindefodbolden videre – den bliver eksponeret og vi får tilskuere og fans med. Men på sigt er det vigtigt, at det bliver økonomisk bæredygtigt. Det vil blive det store fokusområde de næste 5-10 år,” siger Rebecca Steele.

“Målet er, at kvinderne skal kunne hvile i sig selv økonomisk”

Hun mærker allerede nu stor interesse fra potentielle sponsorer i det københavnske erhvervsliv.

”Allerede inden jeg startede, havde der været dialog med de eksisterende partnere, som har været meget interesseret i at høre, hvad FC København har af planer på kvindeområdet, og efter at jeg er startet, har jeg fået rigtig mange henvendelser om både små og store partnerskaber. Den kommercielle interesse er noget af det, jeg glæder mig allermest til at arbejde videre med. Når vi melder ud, hvad vi gør, kan vi for alvor begynde at bygge den kommercielle struktur, og det bliver en sjov opgave”.

Hvor stort er potentialet? Hvor mange tror I vil gå i Parken og se FC Københavns kvinder spille?

”Det ved jeg simpelthen ikke. Men jeg er helt sikker på, at vi fra starten vil slå de nuværende rekorder. Der er jo desværre ikke så mange tilskuere i Gjensidige Kvindeliga endnu, men når vi har et FCK-hold i ligaen, er jeg sikker på, at vi hurtigt vil se fordoblinger af tilskuertallene. Også på grund af FC Midtjylland og de andre superligahold, som nu får kvindehold. De brands og den fanskare og eksponering, de tager med, vil give et boost til kvindefodbolden”.

Rebecca Steele i superligaholdets omklædningsrum i Parken.

Fans bakker op

Hvad siger FCKs fans til planerne?

”Jeg fornemmer, at rigtig mange fans glæder sig til at få et kvindehold, for det betyder jo mere FCK-fodbold. Der er selvfølgelig også dem, der synes ’livet er for kort til kvindefodbold’, men det synspunkt hører jeg efterhånden meget sjældent, heldigvis. De fleste fans, jeg taler med, er optimistiske og synes selvfølgelig, at FCK skal have et kvindehold nu”.

”Jeg fornemmer, at rigtig mange fans glæder sig til at få et kvindehold”

Møder du ingen modstand i organisationen – fra folk, der synes, at man skal koncentrere sig om herreholdet?

”Nej, slet ikke. Det var faktisk noget af det, jeg var mest spændt på, da jeg startede. Hvordan ser organisationen og mine fremtidige kolleger på det her? Men jeg har kun mødt overvældende interesse og positivitet omkring, at der kommer et kvindehold. Alle er interesserede i at få det her op at flyve”.

Rebecca Steele har mødt “overvældende interesse” fra sine kolleger for kvindefodboldprojektet, fortæller hun.

Rebecca Steele kom fra en stilling i DBU, hvor hun senest var såkaldt Head of Change Management. Tidligere har hun været projektleder i DGI. Rebecca Steele har også været bestyrelsesmedlem i HB Køge, hvor hun selv var aktiv som spiller, og netop HB Køge bliver en af de store konkurrenter til FC København. Klubben har vundet DM-guld de sidste tre år og har på kort tid overhalet både Brøndby og Fortuna Hjørring som førende kvindeklub i Danmark.

“HB Køge har gjort det rigtig godt,” siger Rebecca Steele, der sad i HB Køge-bestyrelsen fra 2022 til hun startede i FC København.

”De har prioriteret kvindefodbolden, givet samme faciliteter til kvinderne osv. De er virkelig en foregangsklub. Kommercielt er FC København en lidt anden case, men rent sportsligt har jeg været meget inspireret af den måde, de gør tingene på i HB Køge,” fortsætter hun.

Tror du virkelig der er plads til fire store kvindehold på Sjælland?

“Det er der på herresiden, så er der vel også på kvindesiden? Forhåbentlig bliver Gjensidige Kvindeliga udvidet fra 8 til 10 hold i løbet af de næste år, men jeg tror også at den udvikling, vi ser nu, vil dryppe ned i 1. og 2. division, så man vil se, at niveauet kommer til at stige markant også her de kommende år. Om der så lige er plads til fire sjællandske hold i kvindeligaen, det tør jeg ikke gisne om. Men mon ikke?”.

Rebecca Steele blev præsenteret som projektchef for kvindefodbold i februar. Her er hun flankeret af udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen og FCKs direktør Jacob Lauesen. Foto: Mathias Sørensen, FCK.DK