Topkarakter til hattrick-Harder efter storsejr over Wales

0
769
Pernille Harder, der her ses efter en scoring ved VM mod Haiti, scorede hattrick i tirsdagens Nations League-kamp mod Wales. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Danmark tog tirsdag aften sin anden sejr i Nation League med 5-1 over Wales. DRs kommentatorer giver et 12-tal til anfører Pernille Harder og uddeler flotte karakterer til Josefine Hasbo, Simone Boye, Frederikke Thøgersen og landstræner Andrée Jeglertz

Med karakteren 12 scorer Pernille Harder topkarakter hos DRs kommentatorer Henrik Liniger og Arnela Muminovic efter tirsdagens 5-1 sejr ude over Wales i Nations League.

Det var Danmarks anden sejr på få dage i Nations League, og vi topper nu puljen i Nation League, hvor der er OL-pladser på spil, hvis Danmark kan spille sig i finalen.

Pernille Harder scorede tre af de danske mål, og hun skamroses af de to DR-kommentatorer, som uddeler karakterer på DR.dk

“Anføreren er for alvor tilbage på det danske landshold. Boltrer sig på positionen bag den forreste angriber og scorede tre flotte mål. Leverede derudover en masse fine detaljer. Det eneste minus er, at hun burde have scoret et mål mere, men det ville næsten også være for meget at forlange,” skriver de.

10-tal til tre spillere

Tre andre spillere får karakteren 10. Det er Josefine Hasbo, der “var her, der og allevegne”; det er Simone Boye, der “var sikker i alt, hun foretog sig, både defensivt og i opspillet”, og så var det Frederikke Thøgersen, der scorede til 3-1 og lagde op til Pernille Harders 2-0-scoring.

“Det var en gennemført god kamp af Thøgersen, der har fået stor tillid af Andrée Jeglertz og har grebet chancen i Janni Thomsens fravær,” skriver Henrik Liniger og Arnela Muminovic.

Et 10-tal er der også til den nye svenske landstræner Andrée Jeglertz, som med to sejre har fået en perfekt start som afløser for Lars Søndergaard.

“Spillerne ser ud til at trives under de idéer, han har implementeret i sin korte tid på posten,” lyder vurderingen.

Du kan se alle karaktererne her

FAKTA: WALES-DANMARK 1-5

6: Pernille Harder
11: Pernille Harder
51: Jessica Fishlock (Wales)
60: Frederikke Thøgersen
87: Sanne Troelsgaard
90+1: Pernille Harder