Rikke Læntver Sevecke er ny ambassadør for Hjerteforeningen

0
522
Anne Kaltoft fra Hjerteforeningen og Rikke Læntver Sevecke, der er ny ambassadør. Foto: Hjerteforeningen

På grund af hjertesygdom måtte Rikke Læntver Sevecke i efteråret indstille sin karriere. Nu vil hun bruge sin stemme som ambassadør for Hjerteforeningen og gøre en forskel for både patienter og pårørende

Pressemeddelelse fra Hjerteforeningen

Det er ikke mange, der kan fremvise et fodbold-CV som Rikke Læntver Sevecke. Erfaringer fra adskillige internationale topklubber og mere end 50 landskampe for kvindelandsholdet kan hun prale af.

Men en hjertesygdom har sat en brat stopper for den 27-årige forsvarskæmpes fodboldkarriere og har tvunget hende til at lægge fodboldstøvlerne på hylden.

– Under hele processen har jeg følt mig lidt magtesløs og følt, at det var uretfærdigt. Men sådanne ting er aldrig nogensinde retfærdige uanset hvem, det går ud over, fortæller Rikke Læntver Sevecke.

Gennem en længere periode havde hun oplevet, at hendes hjerte slog et ekstra slag, og efter flere undersøgelser stod det klart, at hun har arytmogen højre ventrikel kardiomyopati (ARVC).

En tilstand, hvor områder af hjertemuskulaturen gradvist erstattes af fedt- og bindevæv. Symptomerne kan være åndenød, svimmelhed, besvimelse, hjertebanken som en fornemmelse af ekstra hjerteslag og i værste fald hjertestop.

Derfor blev karrieren indstillet øjeblikkeligt og fodboldstøvlerne lagt på hylden.

Men Rikke Læntver Sevecke er ikke så nem at slå ud. På trods af den livsomvæltende hjertesygdom vil hun have det bedste ud af sit liv og gøre en forskel for andre. Derfor har hun nu meldt sig til tjeneste i Hjerteforeningens ambassadørkorps.

Særligt for at tale om de pårørendes vigtige rolle, som hun selv har oplevet på nærmeste hold:

– Det hårdeste i hele denne proces har været at se mine forældre, mine søskende og min kæreste være kede af det. Mens jeg har skullet tackle mine egne følelser, har jeg også påtaget mig deres, og det har til tider været rigtig hårdt, siger Rikke Læntver Sevecke, som fortsætter:

– Jeg er ekstremt stolt over at være en del af Hjerteforeningens ambassadørkorps og jeg håber, at vi i samarbejde kan belyse, hvor vigtigt det er at have skønne mennesker omkring sig, når livet gør ondt, siger Rikke Læntver Sevecke.

Fokus på hjertesagen

I Hjerteforeningen er man glade for, at Rikke Læntver Sevecke vil være med til at tale hjertesagen for de mere end 520.000 danskere, der er ramt af hjertesygdom, men naturligvis også de mange pårørende, som også påvirkes, når hjertesygdom kommer tæt ind på livet.

– Rikke er på mange måder et forbillede for mange unge mennesker. Hun har vist, at man med dedikation og hårdt arbejde kan få opfyldt sine drømme. Men Rikke er også et eksempel på, at hjertesygdom desværre kan ramme mennesker i alle aldersgrupper, siger Anne Kaltoft, som fortsætter:

– Selvom det er på en trist baggrund, er vi taknemmelige for, at Rikke vil bruge sin stemme for at gøre en forskel og skabe opmærksomhed om både hjertesagen og de pårørendes vigtige rolle, når man rammes af sygdom.