Danmark skal knække hård EM-nød: I pulje med spanske verdensmestre

0
1025
Danmark spillede i sidste uge en testkamp mod Østrig i Marbella. Kampen sluttede 1-1. Pernille Harder stod for den danske scoring. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Danmark skal møde Spanien, Belgien og Tjekkiet i kvalifikationen til EM 2025. “Overordnet set er det en hård, men fornuftig lodtrækning,” siger landstræner Andrée Jeglertz

Der er en hård nød, der skal knækkes, hvis det danske kvindelandshold skal kvalificere sig til EM 2025 i Schweiz. Tirsdag blev der trukket lod til kvalifikationen, og Danmark kom i pulje med verdensmestrene fra Spanien samt Belgien og Tjekkiet.

”Overordnet set er det en hård, men fornuftig lodtrækning. Spanien er verdensmestre og bliver en kæmpe opgave. Men med det nye turneringsformat vidste vi, at vi skulle møde nogle af Europas bedste nationer, så alle kampe bliver svære. Vi viste i Nations League i efteråret, at vi kan slå de bedste landshold, og vi glæder os til at starte jagten på kvalifikation til EM,” siger landstræner Andrée Jeglertz til DBU.dk.

Anfører Pernille Harder siger sådan her:

“Jeg glæder mig til at komme i gang med kvalifikationen. Vi skal være klar fra start, fordi det bliver komprimeret og med gode kampe mod nogle rigtig stærke hold. Vi kan ikke vente til igen at trække landsholdstrøjen over hovedet og spille foran vores danske fans. Vi skal til EM 2025,” siger hun.

Billetsalg åbner 7. marts

Billetsalget til Danmarks første hjemmekamp i april, der spilles på Viborg Stadion, åbner allerede torsdag den 7. marts kl. 12.00 på billet.dbu.dk. Spillested og billetsalgsstart for de to resterende hjemmekampe i EM-kvalifikationen ventes at falde på plads onsdag.