FC Nordsjælland indgår fælles pigestrategi: Skal give mere fællesrettet udvikling

Foto: FC Nordsjælland

FC Nordsjælland præsenterer i samarbejde med seks andre klubber en ny udviklingsstrategi for pigefodbolden i Helsingør-området – med ambitionen om styrke pigefodbolden på tværs. 

Aftalen omfatter Helsingør IF Talent, Helsingør IF, Humlebæk Boldklub, Hornbæk IF, Fredensborg BI, Hørsholm Usserød Fodbold, FC Nordsjælland samt foreningen Kvinder i Fodbold.

Strategien skal give en mere fællesrettet udvikling af pigefodbold, der skal være med til at styrke udbuddet af lige træningsmuligheder. Det blev ifølge FC Nordsjælland tydeligt, da de indgik det første samarbejde med FC Helsingør Akademi:

Det blev tydeligt, at vi sammen kunne tage et større ansvar for hele området og skabe noget, der rækker ud over den enkelte klub, fortæller Jacob Kolle, Leder af klubsamarbejde i FC Nordsjælland.

Strategien indbefatter også afvikling af fælles træninger, camps, inspirationsdage og sociale events. Både for at få flere piger til at begynde til fodbold, men også for at udvikle på tværs af klubtilhøret.

Da vi indledte samarbejdet med FC Nordsjælland, var det vigtigt for os, at det ikke kun handlede om vores egen klub, men også om at løfte hele området. Med den her strategi tager vi et fælles ansvar for at skabe bedre tilbud for alle, men med et særligt fokus på pigerne i klubberne, siger Jakob Moseholm, børnechef i FC Helsingør.

Den 14. juni afholder FC Nordsjælland et stort kickoff-arrangement for pigestrategien, hvor piger i lokalområdet inviteres til fælles træning. Hvis du vil læse mere om strategien, kan du læse hele artiklen, som FC Nordsjælland har udgivet her.