Den tekniske direktør i FC Nordsjælland, Kasper Kurland, bytter Farum ud med Eindhoven, når han efter sommerpausen bliver cheftræner i den store internationale klub, PSV Eindhoven.
Kasper Kurland har takket ja til jobbet som cheftræner i PSV Eindhoven, som han tiltræder efter sommerpausen. Det oplyser klubben selv på deres hjemmeside.
I de seneste 13 år har den 47-årige Kurland haft sin daglige gang i FC Nordsjælland. Han kom til klubben i 2013, hvor han i mellemtiden har været træner for U17- og U19-drenge og Head of Coaching, mens han de sidste års tid har haft rollen som teknisk direktør for kvindesiden i FC Nordsjælland.
Nu venter der nye udfordringer i Holland, hvor han kommer til at stå i spidsen for det nuværende førerhold i den hollandske Æresdivision. Kurland ønsker stadig at gøre arbejdet ordentligt færdig i FCN.
– Det er ikke let at sige farvel til et sted, der betyder så meget for mig, men med denne mulighed får jeg chancen for at udvikle mig yderligere som cheftræner, i en stor international klub som PSV Eindhoven, fortæller Kurland.
– Det føles som det helt rigtige næste skridt i min karriere – både for mig og min familie.
Kurland fortsætter som teknisk direktør frem til sommer. FC Nordsjælland ligger nummer fire i A-Ligaens Mesterskabsspil med kun seks point op til Brøndby IF på anden pladsen.












