Ny streetfodboldbane designet til piger i Aarhus

Projektet Globall samler unge kvinder med det formål at styrke pigefodbolden i lokalområdet. Initiativet omfatter blandt andet udviklingen af en ny streetfodboldbane, designet specifikt til piger.

Efter en længere og til tider udfordrende proces er en ny street fodboldbane nu tæt på at stå klar. Projektet, som er drevet af initiativtager Nagin Ravand, har undervejs mødt flere forhindringer – blandt andet måtte planerne gentænkes, da den oprindelige placering viste sig uegnet.

– Vi havde ellers fundet et oplagt stykke asfalt med nogle slidte basket mål. Men så viste der sig at være nogle fredede flagermus, og så måtte vi finde en ny placering, siger Nagin Ravand til voresbrabrand.dk.

Den nye bane placeres i nærheden af det nyopførte klubhus hos Idræts- og Venskabs Foreningen (IVF), som blev indviet sidste efterår. Her håber hun på et tæt samarbejde, ikke mindst fordi foreningen allerede har mange fodboldinteresserede piger.

Samtidig er Globall-fællesskabet vokset markant. Over 20 unge kvinder er uddannet som ambassadører, og i alt tæller netværket nu omkring 50 deltagere fra hele byen. De mødes fast hver lørdag i Ellehøjskolens hal, hvor de både spiller fodbold og udvikler nye initiativer.

Den kommende bane får en central rolle i det videre arbejde og forventes at danne ramme om både aktiviteter og fællesskab.

– Den nye bane bliver hjertet i Globall. Der kommer masser af liv på den bane, siger Nagin Ravand til voresbrabrand.dk.

For nylig blev hun desuden internationalt anerkendt, da hun i Stockholm modtog prisen Goalkeeper Champion fra Gates Foundation for sit engagement i at skabe positive forandringer.

Du kan læse mere om Globall Globall