Selvom der går rygter om stor interesse fra, især Tyskland, i den danske angriber Cecilie Fløe, så har hovedpersonen selv ikke været præsenteret for noget tilbud og ønsker fortsat at blive i Napoli.
I starten af april kunne vi hos FODBOLD FOR PIGER præsentere stor interesse i den danske landsholdsspiller, Cecilie Fløe. Især skulle interessen fra Tyskland være størst, men hendes nuværende arbejdsgiver kræver angiveligt op mod 500.000 euro for den danske angriber. I hvert fald ifølge den italienske journalist Mauro Munno.
I forbindelse med landsholdssamlingen i Helsingør har vi snakket med Cecilie Fløe om interessen og hendes tanker omkring det. Landsholdsangriberen har dog ikke været præsenteret for nogle konkrete bud:
– Nej, det sådan noget min agent klarer. Han styrer, hvad han kan, også må vi se, om der er noget, der kommer videre til mig. Men det er der ikke, fortæller den 24-årige angriber.
Hun fremhæver samtidig, at hun er utrolig tilfreds med at spille i Napoli.
– For mig er der ikke nogen grund til at kigge på det. Jeg elsker at være i Napoli og hvis jeg skulle væk fra Napoli, så skulle det være det rigtige sted. Lige nu er jeg glad for at være i Napoli og kan ikke se, hvorfor jeg skulle haste med et skifte.
Cecilie Fløe startede inde i tirsdagens opgør mod Sverige, hvor Jakob Michelsen belønnede hendes flotte præstationer i den italienske Serie A det seneste stykke tid med en startplads.












