Den danske landsholdsspiller, Janni Thomsen, bliver mor til sommer. Hendes forlovede Elise Thorsnes indstillede karrieren i slutningen af 2025, og nu venter hun deres første barn i juni.
Janni Thomsen skal være mor.
Hendes forlovede Elise Thorsnes er gravid, og sammen venter de barn til juni. Den danske landsholdsspiller sikrede Danmark sejren med målet til 1-2 i opgøret mod Sverige i VM-kvalifikationen tidligere på måneden, og nu kan hun se frem til at blive mor om et par måneder:
– Vi glæder os helt vildt, det bliver rigtigt stort at blive forældre til juni. Det er selvfølgelig også lidt en udfordring som fodboldspiller og bo på den anden side af Jorden, men lige nu glæder vi os bare helt vildt, fortæller Janni Thomsen til FODBOLD FOR PIGER.
Janni Thomsen er ikke den første i landsholdstruppen, der skal være mor. Stine Sandbech blev mor i starten af 2024 – her var hun i genoptræning efter operationen af korsbåndsskaden, mens hun var gravid med hendes datter. Simone Boye og HB Køge-kollegaen, Rikke Marie Madsen, er også blevet mødre mens de har repræsenteret landsholdet.
Barnet bærer Janni Thomsen ikke selv, da det er hendes norske partner Elise Thorsnes, der er blevet gravid, efter hun i slutningen af 2025 stoppede hendes aktive karriere – dog kan den danske angriber sagtens få lidt delt erfaring med sig fra landsholdstruppen:
– Det har bare været meget naturligt også at snakke med dem undervejs og høre deres situationer. Og nu står man selv i den samme situation, og så er det bare at høre deres erfaringer – og dejligt ikke at være den første, så man lige kan komme forbi de værste problemer, afslutter Janni Thomsen.
Siden marts 2025 har hun spillet i den amerikanske National Women’s Soccer League for Utah Royals. Hun kom til USA fra Norge, hvor hun har spillet fem sæsoner for Vålerenga i den norske Toppserien.












