15-årig midtbanespiller fik debut for Esbjerg fBs førstehold

Foto: Esbjerg fB

15-årige Tervie Umwe har fået debut for Esbjerg fBs førstehold, hvilket markerer en ny milepæl for midtbanetalentet. 

Mandag aften tog midtbanespilleren Tervie Umwe skridtet op på Esbjerg fBs førstehold, da hun fik debut i holdets 2-2-kamp mod Næstved HG. Det skete dagen efter hendes 15-års fødselsdag. Midtbanespilleren har tidligere spillet med klubbens U19-hold og deltaget i flere landsholdssamlinger.

Debuten glæder Tervie Umwe, der nu har startet en ny spændende fase i hendes udvikling som fodboldspiller.

– Det betyder selvfølgelig meget for mig. Det er noget, man arbejder hårdt for, specielt som ung spiller, at komme op og spille med førsteholdet, så det var fedt endelig at få debut, lyder det fra Tervie Umwe i et opslag på Esbjerg fB’s sociale medier.

Carsten Hilding Larsen, der er cheftræner for Esbjerg fB’s førstehold, kender den unge midtbanespiller godt, da han selv tidligere har været træner for klubbens U19-hold. Derfor har han også mange rosende ord om Tervie Umwe.

– Tervie er et af landets største talenter på hendes årgang. Hun har fantastisk teknik og er dynamisk med bolden.

– Hun gør sine holdkammerater bedre, er aggressiv i sin spillestil og er en dygtig afslutter, på trods af at hun spiller på den centrale midtbane. Hun arbejder hårdt i hverdagen for hele tiden at udvikle sig, fortæller han i samme opslag.

Debuten til Tervie Umwe kommer i en tid, hvor Esbjerg fB med to kampe tilbage indtager sidstepladsen i B-Ligaens Kvalifikationsspil.