AGF kaprer ASA’s succestræner til kombineret titel

Anders Fedder tiltræder AGF fra 1. juli i en kombineret stilling som First Team Coach og Head of Coaching. Foto: AGF Kvindefodbold.

AGF tilknytter fra sommer ASA’s cheftræner Anders Fedder Kristensen i en kombineret rolle som First Team Coach og Head of Coaching.

Aarhus kan meget vel have to A-Ligahold, efter som amatørklubben ASA er på vej til en topplacering i kvalifikationsspillet.

Den flotte præstation kan blandt andet tilskrives Anders Fedder Kristensens trænerarbejdet, som også er blevet bemærket i byens storklub, AGF.

Torsdag har klubben offentliggjort, at man sommer tilknytter Fedder Kristensen til en kombineret rolle som First Team Coach og Head of Coaching. Han får således både en ansvarlig rolle i A-Ligaholdets trænerstab samt et generelt ansvar for spillerudvikling, trænerstrategi og akademistruktur i AGF Kvindefodbold.

– Vi glæder os til at tage i mod Anders, der har den rette profil og en stærk indsigt i både senior og talentfodbold for begge køn. Samtidig siger vi farvel til Mari Savolainen efter vi sammen er vi kommet til den konklusion, at der skal nye kræfter på posten, udtaler chef for AGF Kvindefodbold, Daniel Lauridsen, til klubbens hjemmeside.

Mari Savolainen stopper ved kontraktudløb den 1. juli, hvorefter Anders Fedder Kristensen begynder jobbet hos AGF.

Inden da kan han altså sørge for, at hans nuværende arbejdsgiver ASA bliver en konkurrent i næste sæson. Aktuelt er holdet nummer to i Kvalifikationsspillet med 11 point efter seks kampe.