Mikkel B. Christiansen er ny Head of Coaching i FC THY Piger, det offentliggør klubben i en pressemeddelelse. U19-cheftræneren tager nu næste skridt og bliver en central del i klubbens udvikling af pigefodbolden.
De sidste tre år har Mikkel Christiansen været cheftræner for FC THY Pigers U19 Division og tager nu det næste skridt op af rangstigen, hvor han bliver en hel central figur i udviklingen af pigefodbolden i klubben.
Talentchef, Jeppe Ottow, er glad for, at man med ansættelsen kan bringe mere faglighed ind i projektets udvikling.
– Mikkel har et drive og en passion som udfordrer rammer og skubber til udviklingen i pigefodbold både i FC THY og i et bredere perspektiv, fortæller Jeppe Ottow i forlængelse af offentliggørelsen.
Samtidig glæder Mikkel B. Christiansen sig over den store tillid som klubben viser ham med ansættelsen.
– Klubben betyder meget for mig, og jeg ser frem til fortsat at arbejde med udviklingen af både spillere, trænere og miljøet omkring holdet. Jeg er stolt af den tillid, klubben viser mig, og motiveret for at bygge videre på det stærke fundament, vi allerede har sammen, udtaler Mikkel B. Christiansen.
FC THY Piger er et klubsamarbejde fra 2014 mellem syv klubber om pigefodbold fra U13-U19. Klubberne er IF Nordthy, Nors B, Sjørring B, Koldby-Hørdum IF, Thisted FC, Sundby Thy IK og Snedsted GIF.
FC Thy-Thisted Q er seniorholdet for FC THY Piger. De spiller på nuværende tidspunkt om oprykning til A-Ligaen og tilbagevenden til højeste niveau i Danmark.












