Et dramatisk opgør i Aarhus, pointdeling på Fyn og en skrivebordssejr til FC Midtjylland prægede weekendens runde i kvalifikationsspillet.
Rundens topopgør blev spillet i Aarhus, hvor ASA tog imod FC København i en direkte duel om de øverste placeringer.
Det var gæsterne fra København, der kom bedst fra start, da de kunne gå til pause foran 0-1 efter et straffesparksmål af Julie Nowak.
I starten af anden halvleg fortsatte løvinderne de gode takter, og i minut 54 blev føringen udbygget, da Emmaliina Tulkki gjorde det til 0-2.
Herefter fik hjemmeholdet dog kæmpet sig tilbage i opgøret. Først reducerede Caroline Jensen til 1-2 i minut 75, inden Una Søyland fem minutter senere udlignede til 2-2.
Dermed var der lagt op til en spændende afslutning, hvor det længe lignede en pointdeling i topkampen, men kort før tid slog FC København til igen. Julie Nowak blev matchvinder med sit andet mål i kampen og sikrede en vigtig 3-2-sejr til københavnerne, som nu er oppe på andenpladsen med 13 point.
Også på Fyn var det udeholdet, der kom bedst fra start i dagens kamp mellem OB og FC Thy-Thisted. Her bragte Anna Lauritsen gæsterne foran allerede efter otte minutters spil. I anden halvleg fik fynboerne dog kæmpet sig tilbage, da Rebeka Winther udlignede til 1-1, som også blev kampens resultat. Målet var samtidig hendes femte scoring i Kvalifikationsspillet.
Rundens sidste kamp mellem Østerbro IF og FC Midtjylland blev ikke spillet, da Østerbro IF meldte afbud til opgøret. Dermed blev de tre point tildelt midtjyderne, som nu topper Kvalifikationsspillet med 16 point efter syv kampe.
Efter rundens kampe er der stadig masser af spænding i Kvalifikationsspillet, hvor blot fem point adskiller andenpladsen og femtepladsen. Kun de fire bedste hold rykker op i A-Ligaen.
Således ser stillingen ud efter rundens kampe:













