Som 18-årig skiftede Karoline Olesen Fortuna Hjørring ud med Everton og verdens bedste liga. Tre år senere har den danske midtbanespiller fundet både spilleglæde og udvikling i svenske Malmö FF.
Aldrig før har så mange danske kvindelige fodboldspiller været i udlandet som nu. Mere end 80 spillere gør sig lige nu uden for landets grænser. Mange af dem får sjældent det store fokus, men det vil FODBOLD FOR PIGER forsøge at ændre på med vores nye ugentlige artikelserie ‘Ugens Udlandsdansker’.
Denne gang har vi talt med den 21-årige midtbanespiller Karoline Olesen, der i sommeren 2025 skiftede engelske Everton ud med svenske Malmö FF.
Karoline Olesen fik tidligt sit gennembrud i Fortuna Hjørring, hvor hun allerede som 16-årig debuterede på seniorholdet og scorede i sin første kamp. Det blev starten på en hurtig udvikling for den stærke midtbanespiller, der nåede 55 kampe for Fortuna Hjørring, inden Everton hentede hende i sommeren 2023.
– Jeg tog jo til Everton, da jeg var ret ung. Jeg var 18 år, og spillede to år i Everton. Jeg følte, at jeg lærte virkelig meget, men fandt ikke rigtig min plads på holdet.
– Så jeg følte lidt, at det i sommer var tid til, at jeg skulle prøve noget nyt, og måske også komme på et hold, hvor man spillede lidt mere fodbold, som jeg gerne vil spille, fortæller Karoline Olesen.
Selvom opholdet i England ikke altid var nemt, ser hun stadig tilbage på tiden i Everton som en vigtig del af sin udvikling.
– Hvis jeg ser tilbage, kunne man måske godt have tænkt, at det havde været smart med en mellemvej i Sverige eller Norge, men jeg fortryder ikke mit skifte overhovedet.
– Jeg føler også, at jeg lærte rigtig meget af at være der. Jeg mødte en masse gode trænere og en masse gode mennesker. Jeg føler virkelig, at jeg har fået noget med i bagagen fra at være i den bedste liga i verden, understreger den 21-årige midtbanespiller.
Har fundet glæden i Sverige
I sine to år i Everton fik hun erfaring fra Women’s Super League, mens hun samtidig fortsatte sin udvikling på ungdomslandsholdene. I alt står hun noteret for 44 ungdomslandskampe for Danmark, herunder 10 optrædener for U23-landsholdet.
Sidste sommer gik turen så videre til Malmö FF, hvor hun hurtigt har fundet sig godt til rette.
– Så skiftede jeg til Malmö i sommer, og det har jeg været virkelig glad for. Jeg har spillet rigtig meget, har udviklet mig og er blevet virkelig glad for det.
Karoline Olesen ser heller ikke skiftet til Sverige som et skridt ned i karrieren.
– Jeg ved ikke, om jeg selv ser det som et skifte ned. Jeg tror måske bare, at jeg ser det lidt som et skifte til en anden form for klub og en anden form for liga.
– Nu ser vi, at Sverige gør det rigtig godt i Europa. Og vi skal i Malmö spille kvalifikation til Champions League, måske Europa League næste sæson. Så jeg tror mere, at det er at tage et skridt til en klub, hvor jeg måske også får en lidt større rolle selv.
Stærkt bagland og ydmyghed har hjulpet gennem udlandseventyret
Selvom meget er gået stærkt i hendes karriere, forsøger den danske midtbanespiller stadig at holde begge ben på jorden.
– Alting er jo gået lidt hurtigt. Jeg var meget ung, da jeg fik debut i ligaen. Så nogle gange føler jeg, at jeg lige har skulle tage et skridt tilbage og kigge på: “Okay, jeg er faktisk kommet så langt, og jeg er kun 21 år.” Selvfølgelig er nogle ting gået rigtig hurtigt, men jeg har også nydt det.
– Jeg føler, at jeg har en rigtig god supportgruppe omkring mig. Jeg har altid været forholdsvis ydmyg og ikke følt mig helt oppe i skyerne over alting. Det har hjulpet mig meget, men selvfølgelig er det noget, man har været lidt opmærksom på også.
Karoline Olesen står indtil videre noteret for 11 kampe i Damallsvenskan for Malmö FF i denne sæson.












