Den danske ungdomslandsholdsspiller skal tage næste skridt i sin udvikling hos ambitionsklubben fra Kolding.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Kolding IF har sikret sig endnu en ung og talentfuld spiller til den kommende sæson. Klubben har hentet den 18-årige forsvarsspiller Laura Colstrup, der skifter fra FC Nordsjælland og dermed tager hul på et nyt kapitel i sin karriere.
Colstrup kommer til Kolding efter et ophold på leje hos B.93 i den seneste sæson. Inden da var hun en del af FC Nordsjællands stærke talentmiljø, hvor hun blandt andet var med til at vinde det danske U19-mesterskab to år i træk i 2024 og 2025.
Den unge forsvarsspiller har desuden markeret sig på internationalt niveau. Hun har repræsenteret Danmark på U16-, U17- og U19-landsholdene og står noteret for i alt 31 ungdomslandskampe.
I Kolding IF ser man et stort potentiale i den unge stopper, som kombinerer fysisk styrke og duel kraft med gode tekniske færdigheder. Klubben vurderer, at hendes profil passer godt ind i ønsket om at udvikle unge spillere i et ambitiøst og offensivt miljø.
Laura Colstrup glæder sig til at komme i gang i sine nye omgivelser.
– Jeg er stolt af at tage næste skridt i min karriere hos Kolding IF. Klubben, miljøet og ambitionerne matcher de mål, jeg arbejder hen imod, og den tillid, jeg har mødt, har bekræftet mig i, at det er det rigtige valg. Jeg ser frem til at udvikle mig yderligere og bidrage til holdet, siger hun til klubbens hjemmeside.
Også cheftræner Lasse Skovhøj ser frem til samarbejdet med den unge forsvarsspiller.
Han fremhæver blandt andet Colstrups fart, defensive kvaliteter og evne til at spille sig ud af pressede situationer som nogle af de egenskaber, der har gjort hende interessant for klubben. Samtidig peger han på hendes store udviklingspotentiale og professionelle tilgang som vigtige faktorer i beslutningen om at hente hende til Kolding.
Med tilgangen af Laura Colstrup fortsætter Kolding IF strategien om at opbygge en stærk trup med fokus på unge, ambitiøse spillere, der kan udvikle sig og bidrage til klubbens sportslige ambitioner i de kommende år.












