Olivia Holdt har ingen problemer med både at glæde sig over den danske sejr og samtidig gøre tingene træls for det svenske landshold.
Olivia Holdt havde en stor andel i den danske sejr, da hun i Pernille Harders fravær i startopstillingen fik en sjælden chance fra start.
Efterfølgende var hun svært tilfreds med den danske præstation, og for Holdt bliver præstationen kun bedre af, at det sker mod de svenske naboer.
– Det er jo super fedt og specielt i en kamp mod Sverige at få lov at gøre det lidt sort mod dem. Det er lidt et derby, man vil altid gerne slå Sverige, og når situationen var som den var, at vi kunne sætte os selv i en rigtig god situation og Sverige i en træls situation, så er det bare virkelig, virkelig fedt, sagde hun i Mixed Zone efter kampen.
Selvom selvtilliden er i top hos Olivia Møller Holdt, erkender hun efter lidt betænkningstid, at hun er overrasket over, at Danmark efter fem runder selv har muligheden for at afgøre holdets VM-skæbne.
– Jeg ville nok lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var lidt overrasket over, at vi står her nu, men heller ikke meget. Jeg synes, at vi har et godt landshold. Vi har spillere, der spiller på store adresser.
– Jeg har stor tiltro til det her landshold. Jakob er gået ind og har gjort en god figur, og vi er ubesejrede i 11 måneder nu. Så vi kommer ind med stor selvtillid, siger hun.
Fredagens landskamp var den 11. for Tottenham-profilen, men den bare tredje fra start i rødt og hvidt.












