Sundby BK styrker truppen med fire nye profiler før den nye sæson

Foto: Sundby BK.

Cheftræner Jan Kristensen ser frem mod efteråret med flere spændende tilgange og en sommer, der byder på stærk international modstand i forberedelserne.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her 

Mens spillerne har nydt en velfortjent sommerpause, har der været travlhed uden for banen hos Sundby BK. Klubben har nemlig forstærket truppen med fire nye spillere, som skal være med til at løfte holdet frem mod den kommende sæson.

Cheftræner Jan Kristensen glæder sig især over tilgangen af den 18-årige svensker Lykke Sjöstrand, der skifter fra B93.

– Lykke er et stort talent. Hun er venstrebenet, har en rigtig god fysik og kan spille både venstre back og kant. Hun har allerede trænet med os og fik også spilletid i vores træningskamp mod Hertha Berlins U21-hold, fortæller Jan Kristensen til Fodbold For Piger.

Sundby BK har også hentet Doha Bouraba tilbage til klubben efter et kort ophold i Fredensborg, mens Maria Jacobsen ligeledes skifter fra Fredensborg. Jacobsen kommer med værdifuld erfaring efter tidligere ophold i både HB Køge og Solrød.

Den fjerde tilgang er den 23-årige forsvarsspiller Nadia Andersen. Hun har tidligere vundet det danske ungdomsmesterskab med HB Køge og vender nu hjem til dansk fodbold efter fire sæsoner i amerikansk collegefodbold hos UMass Lowell – River Hawks i Massachusetts.

Forberedelserne til den nye sæson bliver samtidig en god test af holdets niveau. Sundby BK holder fast i princippet om en længere sommerpause, inden træningen for alvor intensiveres.

Programmet byder først på en træningskamp mod BSF, inden holdet tager på en træningsweekend til Tyskland. Her venter to attraktive opgør – blandt andet mod Hertha Berlins førstehold, der netop har sikret oprykning til Frauen-Bundesliga, samt et hold fra 2. Frauen-Bundesliga.

Inden sæsonstart forventer Sundby BK desuden at spille en pokalkamp, hvilket skal være med til at finpudse formen, inden jagten på point igen går i gang. Med fire nye spillere i truppen og stærk modstand i opstarten håber klubben at stå godt rustet til den kommende sæson.