
En usædvanlig fodboldrejse har ført Louise Bro Strauss fra Norge via FC Nordsjælland til AC Milan.
Aldrig før har så mange danske kvindelige fodboldspiller været i udlandet som nu. Mere end 80 spillere gør sig lige nu uden for landets grænser. Mange af dem får sjældent det store fokus, men det vil FODBOLD FOR PIGER forsøge at ændre på med vores nye ugentlige artikelserie ‘Ugens Udlandsdansker’.
Denne gang har vi talt med den 18-årige angriber Louise Bro Strauss, der i 2025 skiftede FC Nordsjælland ud med italienske AC Milan.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her.
Den danskfødte angriber, der er opvokset i Norge, har allerede haft en fodboldrejse, der har ført hende gennem flere lande, akademimiljøer og store beslutninger i en meget ung alder.
Fra norsk opvækst til FC Nordsjællands akademi
Louise Bro Strauss’ fodboldrejse begyndte i Norge, hvor hun voksede op efter at hendes forældre flyttede dertil for arbejde og for at være tæt på naturen og ski-miljøet. Som 15-årig tog hun det store skridt til FC Nordsjællands akademi, hvor hun flyttede hjemmefra for at jagte fodbolddrømmen i et mere professionelt setup.
Det hele begyndte egentlig med en DBU U15-landsholdssamling, hvor hun blev set af en FC Nordsjælland-scout, og kort efter blev hun inviteret på prøvetræning.
– Jeg var på en DBU U15-landsholdssamling, og der var der en fra Nordsjælland, der var inde og kigge. Så snakkede de med mine forældre om, at de gerne ville have mig ned på en prøvetræning i to uger, fortæller hun.
Prøveperioden blev hurtigt en positiv oplevelse, der gav hende faste rammer i et miljø, hvor alt var bygget op omkring fodbold og udvikling.
– Det var mega fedt, og tempoet var meget højere, end hvad jeg var vant til i Norge. Faciliteterne er jo fantastiske, og det var bare et rigtig godt miljø, siger Louise Bro Strauss.
En vigtig del af hendes beslutning om at flytte hjemmefra i en ung alder hænger sammen med hendes storebror, som hun har set op til hele sit liv.
– Men grunden til, at jeg egentlig ville tage afsted, det var fordi, at jeg har en bror, som er to år ældre end mig. Han har altid været et forbillede for mig, og jeg har altid fulgt efter ham.
– Han spiller ishockey, og flyttede også alene til Danmark i en ung alder for at spille ishockey. Så jeg tror egentlig, at det kom meget naturligt for mig, siger hun.
Skade satte sit præg på tiden i FC Nordsjælland
Tiden i FC Nordsjælland blev både lærerig og udfordrende for Louise Bro Strauss, der hurtigt oplevede, hvordan en skade kan påvirke en ung spillers udvikling og spilletid.
Hun kom til klubben med store ambitioner, men et længere skadesforløb betød, at hun i en periode måtte bruge meget tid væk fra banen og pendle mellem Norge og Danmark.
– Jeg kom derned skadet desværre, så derfor var jeg rigtig meget frem og tilbage mellem Norge og Danmark. Det gjorde, at overgangen blev noget nemmere, fordi jeg fik set venner og familie oftere, fortæller hun.
Efter skaden var det ikke helt samme rolle, hun vendte tilbage til, og spilletiden blev mere begrænset end forventet.
– Jeg havde en kontrakt på tre år med Nordsjælland, og jeg nåede at være der i omkring et år. Da jeg kom tilbage fra skaden, fik jeg ikke lige så meget spilletid, som det egentlig var planen, siger hun.
Hun understreger, at hun stadig fik erfaring med i bagagen, men at behovet for mere kontinuerlig udvikling voksede undervejs.
– Jeg fik okay spilletid, men det var ikke det, jeg ønskede. Jeg følte, at jeg havde behov for mere udvikling, fortæller Louise Bro Strauss.
Da AC Milan meldte sig på banen
I december 2024 kom det, der skulle blive et vendepunkt i Louise Bro Strauss’ unge karriere, da AC Milan første gang viste konkret interesse og tog kontakt via hendes agent. Pludselig stod hun over for muligheden for at skifte til en af Europas største klubber.
Det var dog langt fra et enkelt valg, og især risikoen ved at tage springet som ung spiller fyldte i overvejelserne.
– Man har jo godt hørt om at tage de der store skridt til store klubber, så der er jo altid risiko ved det. Når man er i så ung en alder, kan der jo være meget, der kan gå galt, men der er også meget, der kan gå rigtigt, fortæller Louise Bro Strauss.
Det afgørende for hende blev, at AC Milan manglede en nier i truppen, mens der i FC Nordsjælland var flere niere. Derfor kunne AC Milan tilbyde en mere klar vej til spilletid.
Dog var der også usikkerhed omkring selve handlen, hvor det ikke var givet fra start, at et skifte kunne lade sig gøre, da hun stadig havde to år tilbage af kontrakten med FCN.
– Hvad var chancen for, at de ville købe mig ud ?, siger Louise Bro Strauss.
Det ville AC Milan dog gerne, og derfra gik det hele meget hurtigt.
– Og så endte det jo op med, at på en uges tid, så skulle jeg nå derned to gange for medical check og for at signere. Jeg fik også set faciliteterne, og så skulle jeg pakke hele mit værelse ned i Nordsjælland. Så det var meget, meget hektisk.
– Man fik sådan lige et indblik i fodboldverdenen, for det sker jo meget hurtigt.
I dag ser den unge angriber tilbage på skiftet med stor tilfredshed.
– Nu er jeg jo super, super glad for, at jeg lavede det skifte, fortæller hun.
Siden skiftet til AC Milan, spiller og træner Louise Bro Strauss i dag primært med U19-holdet, men hun har også været inde omkring førsteholdet.











