Vild weekend i vente: Her er hvad der er på spil i sidste runde i A-Liga, B-Liga og C-Liga

Foto: HB Køge Women / Monique Matz

Mesterskab, bronzemedaljer, oprykning og mulig tvangsnedrykning er på spil i weekenden, når sidste runde afvikles i landets tre bedste rækker. Fodbold For Piger giver dig det store overblik. 

I denne weekend afvikles sidste spillerunde i landets ter bedste fodboldrækker: A-Liga, B-Liga og C-Liga.

Spændingen er heldigvis intakt på flere områder, og herunder kan du se, hvad der på spil i de nationale rækker, der alle afsluttes med sidste kamprunde med start lørdag klokken 14.00.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her.

A-Ligaens Mesterskabsspil: 

Der kan fortsat ske forskydninger på de fire øverste pladser i A-Liga, men selvom mesterskabet endnu ikke er endegyldigt afgjort, så skal der ske mirakler for, at HB Køge ikke ender med guldet.

Med tre points forspring til Brøndby IF på andenpladsen samt en seks måls bedre målscorer, så skal svanerne både tabe hjemmekampen mod Kolding, mens Brøndby skal vinde meget stort på hjemmebane mod AGF – eksempelvis med seks mål, hvis Kolding samtidig tager en etmålssejr med fra Capelli Sport Stadion.

Til gengæld er spændingen stor om bronzemedaljerne og tredjepladsen, som også giver europæisk adgang til næste sæson.

Fortuna Hjørring har det bedste udgangspunkt, mens FC Nordsjælland er presset til sejr i Hjørring for at ændre udfaldet.

Alle tre kampe sparkes i gang lørdag kl. 14.00.

Grafik: DBU

A-Liga Kvalifikationsspil:

Tre af de fire oprykkere er allerede fundet, mens både FC Thy Thisted og OB kan løbe med den fjerde og sidste plads i næste sæson A-Liga, der udvides til 10 hold.

Thy-Thisted er aktuelt på fjerdepladsen med 11 point, mens OB er lige efter med 10 point. Thyboerne har dog på papiret en sværere kamp, når man møder allerede oprykkede ASA på udebane, mens OB på hjemmebane møder rækkens bundprop fra Østerbro IF, der blot har hentet et enkelt point.

Vinder OB, skal Thy-Thisted gøre det samme for at tage den sidste plads, mens et uafgjort resultat for fynboerne også kan vise sig at være nok, hvis ASA samtidig slår Thy-Thisted.

I Vanløse mødes FC København og FC Midtjylland i et topopgør, der dog næppe ændrer ved slutstillingen, da FCM har tre points forspring til løvinderne og en langt bedre målscore. Begge hold vil dog utvivlsomt have et stort ønske om at slutte sæsonen på en god måde, som bringbræt til den nye sæson i A-Liga, mens begge klubber også siger farvel til flere spillere efter sæsonen.

Grafik: DBU

B-Liga Kvalifikationsspil:

Hvor der normalt kæmpes om at redde sig endnu en sæson i landets næstbedste række, har der i denne sæson ikke været op- eller nedrykning at kæmpe om i rækken. Det skyldes A-Ligaens udvidelse, der har betydet, at der i denne sæson ikke er nedrykkere fra B-Liga.

Forud for sidste runde kan der ske ændringer fra 2-4. pladsen, mens Sundby har leveret et imponerende comeback efter efterårets oprykning fra C-Liga, hvor det indtil nu er blevet til 22 point i ni kampe.

B.93 er aktuelt på andenpladsen og kan fastholde denne med en sejr over Viborg, der modsat kan gå fra fjerdepladsen og forbi Østerbro-klubben, mens Næstved med en sejr i Aalborg også stadig har chancen for at blive forårets næstbedste hold.

På Kløvermarkens Idrætsanlæg får bundproppen Esbjerg fB en hård afslutning på sæsonen, når de møder topholdet fra Sundby.

Grafik: DBU

C-Liga Pulje 1:

I de to C-Ligapuljer har foråret handlet om ikke at ende på en af de to respektive nedrykningspladser, som betyde farvel til de nationale rækker.

Kigger man på tabellen i den østlige Pulje 1, så ville man tro, at nedrykningen var afgjort, da B.73 Slagelse på femtepladsen ikke længere kan indhente Fredensborg over stregen.

Slagelse-klubben har dog en livline, da OB’s andethold risikerer ikke at kunne opretholde sin plads i C-Liga. Det kræver nemlig, at klubbens førstehold er en del af A-Liga i næste sæson – ellers vil andetholdet blive tvangsnedrykket til en af de regionale Kvindeserier.

Det skyldes DBU’s regler om, at der skal være mindst én række mellem en klubs første- og andethold.

Vi har talt med OB’s andetholdstræner Jakob Jensen om den specielle situation – læs mere om den her:

Ballerup Skovlunde-Fodbold er takket være en suveræn topscorer så godt som sikker på førstepladsen, som dog kan understreges, når BSF slutter sæsonen af hjemme mod Fremad Valby lørdag klokken 14.00.

Allerede nedrykkede Svogerslev slutter C-Liga-sæsonen af med en hjemmekamp mod OB, der ser ud til at slutte sæsonen som toer, mens B.73 Slagelse hjemme møder Fredensborg BI, alt imens de holdet et vågent øje med OB’s førstehold i A-Ligaens kvalifikationsspil.

Grafik DBU

C-Liga Pulje 2:

I den vestlige pulje kan der teoretisk stadig ske ændring i nedrykningsscenariet, men seneste rundes resultater ser ud til at have afgjort dramaet i en tæt pulje, der har båret præg af, at JAI Aarhus før sæsonstart trak holdet og derfor blev tvangsnedrykket.

Mens Aalborg Freja og Silkeborg IF har duelleret om rækkens førsteplads, har Randers Q, Brabrand IF og Dalum/Næsby kæmpet om at undgå femtepladsen – sidstnævnte ser efter et nederlag til kronjyderne i næstsidste runde ud til at trække nitten.

For selvom om fynboerne lige som Brabrand har 16 point forud for sidste spillerunde, så skal meget gå galt, hvis ikke Aarhus-klubben skal sikre endnu en sæson i landets tredjebedste række.

Dalum/Næsby har nemlig spillet klubbens kamp i dette forår, mens Brabrand hjemme mod Randers Q, der er sikret overlevelse, skal tabe med mere end seks mål for at ryge under stregen.

Derudover mødes Silkeborg og Aalborg Freja i sidste runde, hvor førstepladsen kan skifte hænder med en storsejr til Silkeborg. Faktisk kan en 3-0-sejr til Silkeborg betyde, at holdene vil stå med samme pointantal og præcis samme måldifference og målscore.

I dét specifikke tilfælde vil Silkeborg IF ende som puljevinder, da de har bedste indbyrdes pointtotal.

Grafik: DBU

Følg med på fodboldforpiger.dk i de kommende dage for at følge afslutning i A, B og C-Liga.