Anfører fortsætter i Fortuna Hjørring

Foto: Fortuna Hjørring

Fortuna Hjørring og anfører Florentina Olar fortsætter samarbejdet i den kommende sæson.

Fortuna Hjørring kan fortsat se frem til at have Florentina Olar i spidsen for holdet. Klubben har offentliggjort, at den 40-årige anfører har forlænget sin kontrakt, så hun fortsat kan tørne ud for holdet i den kommende sæson.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her

Den rutinerede rumæner har været en markant profil i Fortuna Hjørring gennem en årrække. Hun kom første gang til klubben i 2013 efter ophold i blandt andet Rumænien, Italien og Cypern. I sommeren 2019 skiftede hun til FC Nordsjælland, men allerede i 2021 vendte hun tilbage til Fortuna Hjørring, hvor hun siden har været en af holdets bærende kræfter og anfører.

Florentina Olar har gennem sin tid i Fortuna Hjørring været med til at vinde flere danske mesterskaber og pokaltitler. Senest spillede hun en vigtig rolle, da nordjyderne i sæsonen 2024/25 sikrede sig både det danske mesterskab og pokaltitlen og dermed kunne fejre The Double. Samtidig har hun opbygget stor international erfaring med en lang række kampe i Champions League.

Ved siden af klubkarrieren har Florentina Olar skrevet sig ind i rumænsk fodboldhistorie. Med 200 A-landskampe er hun den spiller med flest kampe på landsholdet, hvor hun i mange år også var holdets anfører.

Med kontraktforlængelsen sikrer Fortuna Hjørring sig endnu en sæson med en af klubbens mest rutinerede profiler.