Efter afskeden med FC Midtjylland er den 21-årige forsvarsspiller klar til et nyt kapitel i den franske Premiere Ligue.
Den danske U23-landsholdsspiller, Clara Jepsen, er blevet offentliggjort som ny spiller i franske FC Nantes. Det oplyser klubben på deres sociale medier.
Parterne har indgået en aftale, der strækker sig frem til 2028.
Allerede i slutningen af forrige sæson stod det klart, at Clara Jepsen samt flere andre af hendes medspillere skulle forlade FC Midtjylland efter sommerpausen – og siden hen har der været spørgsmål om, hvor U-landsholdsspilleren skulle fortsætte karrieren.
Og det bliver altså i fransk topfodbold.
Klubben, der er placeret i det vestlige Frankrig, præsenterede allerede i starten af ugen den danske keeper, Sofie Grøn, der kom til efter flere år i Kolding IF. Nu får hun selskab af endnu en dansker, når 21-årige Clara Jepsen tiltræder truppen i Nantes.
FC Nantes åbner ligaen den 6. september, når de møder Paris FC på udebane. Klubben spiller i den bedste franske liga, Premiere Ligue, hvor de i forrige sæson sluttede på fjerdepladsen i tabellen.












