Den 23-årige forsvarsspiller Emilie Byrnak forlader BK Häcken efter et svensk mesterskab og et lejeophold i tyske TSG Hoffenheim for at tage næste skridt i karrieren hos franske RC Strasbourg.
Emilie Byrnak fortsætter karrieren i Frankrig. Den 23-årige danske forsvarsspiller er blevet solgt fra BK Häcken til RC Strasbourg efter halvandet år i den svenske storklub.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Emilie Byrnak skiftede til BK Häcken fra FC Nordsjælland i starten af 2025 og var med til at vinde det svenske mesterskab i sin første sæson. Siden fulgte et lejeophold i tyske TSG Hoffenheim, og nu venter næste kapitel i den franske liga.
– Jeg ser tilbage på min tid i BK Häcken med et stort smil. Jeg har udviklet mig meget både på og uden for banen. Nu føler jeg mig klar til det næste skridt i et nyt miljø, siger Emilie Byrnak.
Klubbens fodbolddirektør, Martin Ericsson, roser Emilie Byrnaks indsats.
– Emilie har i sin tid i klubben været med til at opleve et svensk mesterskab og været en del af vores rejse mod Europaguldet. Hun har gennem hele sin tid i klubben været professionel og bidraget til holdets succes. Vi ønsker hende al mulig held og lykke i Strasbourg, siger han.
Selv ser Emilie Byrnak frem til udfordringen i RC Strasbourg.
– Det føles meget spændende, og jeg glæder mig virkelig til den her udfordring. RC Strasbourg er en storklub med høje ambitioner, og det er præcis den type miljø, jeg gerne vil udvikle mig i, siger den 23-årige forsvarsspiller.
Emilie Byrnak nåede i alt at spille 20 kampe for BK Häcken, og nu skal hun prøve kræfter med den bedste franske række.












