Knap halvvejs igennem sommerens transfervindue er vi nået dertil, hvor strategierne så småt begynder
at blive synlige.
I sin ugentlige klumme hos Fodbold For Piger give fodboldtræner Allan Drost taktiske og strategiske analyser og perspektiver på de bedste danske fodboldklubber og de aktuelle ting, der rør sig i og omkring klubberne.
Nogle klubber har været ekstremt aktive mens andre har været bemærkelsesværdigt
afventende.
Og med blot godt to uger til den nye A-Liga sættes i gang, begynder tiden at arbejde med – eller imod – klubberne. For transfervinduer bliver ikke vurderet på planer men derimod på handling – og lige nu tegner der sig allerede nogle interessante tendenser.
Fortuna Hjørring – Tiden er ved at blive den største modstander
Ingen klub blev i min tidligere analyse vurderet til at stå med en større opgave end Fortuna Hjørring.
Mens noget tyder på, at den vurdering holder, er det til gengæld bemærkelsesværdigt at der indtil videre ikke er offentliggjort specielt mange tilgange i det nordjyske.
Freja Thisgaard tilbagekomst efter en halvsæson på bænken i Napoli er isoleret set en stærk signing – problemet er blot, at keeperpositionen aldrig var Fortunas største udfordring, snarere tværtimod.
Paraluuta leverede en solid sæson mellem stængerne, og med Thisgaard råder Fortuna nu over to keepere, der begge har niveau til at være førstekeeper i A-Liga alt imens situationen på en lang række øvrige positioner fortsat er uafklaret.
Klubben har sagt farvel til en lang række faste startere, kulturbærere og lederskikkelser, men endnu ikke vist, hvordan de skal erstattes for jo tættere vi kommer på sæsonpremieren, desto vanskeligere bliver opgaven.
Kvalitetsspillere som er stærkt nok til at bringe Fortuna tilbage til toppen af dansk fodbold, som er klubbens ambition, bliver således ikke lettere at finde sidst i juli. Derudover må cheftræner Nicklas Hougaard Hansen have et ønske om at kunne arbejde med de spillere der skal udgøre stammen på holdet i så lang tid som muligt inden en kritisk sæsonpremiere mod Kolding der som bekendt tidligere har voldt nordjyderne betydelige problemer.
Det betyder naturligvis ikke, at Fortuna ikke har en plan – men klubben nærmer sig et tidspunkt, hvor planen også skal kunne aflæses i spillertruppen. Lige nu er der flere spørgsmål end svar.
Brøndby – Endnu en sommer med store forandringer
Det var let at konkludere tidligere på sommeren, at Brøndby stod med en forholdsvis overskuelig opgave efter betydelig aktivitet i de to seneste transfervinduer. Den præmis holder imidlertid ikke længere idet klubben har sagt farvel til en pæn håndfuld spillere bærende spillere.
Seneste afgang er Linnea Borbye, hvilket betyder, at seks af spillerne fra startopstillingen i sæsonens sidste kamp mod AGF, ikke længere er en del af truppen.
Det er med andre ord heller ikke den samme Brøndby-trup, der løber på banen efter sommerferien.
Til gengæld har klubben handlet hurtigt, eksempelvis i skikkelse af:
Amy Rodgers som tilfører international erfaring og A-landskampe for Skotland, Amalie Thestrup som vender hjem som en spiller, der både kan løfte niveauet og tilføre lederskab. Emma Pelkowski kommer til fra HB Køge og Elvira Nejmann fra AGF mens Karungi i FC Nordsjælland er stødt til som gardering på målmandsposten hvor man i forvejen råder over stærke Jalen Tompkins.
Alle er det markante navne – blot ændrer det ikke ved, at Brøndby endnu en gang skal spille en ny stamme omkring holdet sammen. Sidste sæson lykkedes den øvelse – starten på sæsonen var dog ikke nødvendigvis noget at råbe hurra for – til gengæld præsterede klubben et aldeles overbevisende mesterskabsspil, hvor man virkelig fornemmede en ro og kontinuitet som klædte holdet og klubben.
Nu skal klubben bevise, at det ikke var en engangsforestilling – og kan man finde frem til det stabile udtryk der kendetegnede holdet i foråret, er det ikke en umulighed at Brøndby endnu en gang kan give HB Køge kamp til stregen i kampen om titlen.
AGF – Hvor kommer retningen fra?
AGF lignede allerede inden sommeren en klub, der stod foran et vigtigt transfervindue. Siden er opgaven kun blevet større. Sofie Vendelboe skifter til FC Midtjylland og Johanne Guldbæk er ligeledes fortid i klubben – begge spillere som AGF meget gerne havde beholdt, og med god grund. Det er ikke blot kvalitet, der forsvinder men i høj grad også kontinuitet, erfaring og kultur.
Indtil videre har AGF endnu ikke præsenteret de spillere, der skal udfylde det tomrum – og netop det, gør de kommende uger afgørende. AGF har allerede et forår bag sig, hvor holdet havde svært ved at omsætte spillemæssige intentioner til resultater. Nu skal klubben samtidig med at de genopfinder sig selv også integrere et større antal nye spillere i truppen og finde nye ledere på banen.
Det bliver en vanskelig balance, og jeg kan godt være nervøs på AGF’s vegne hvis ikke de i en fart får skruet noget bæredygtigt sammen – det er således efterhånden ved at være lang tid siden at man i Aarhus har vundet en fodboldkamp – her skal vi tilbage til 22. november 2025.
Kolding IF – Endnu en genstart
Kolding gør præcis det, klubben plejer – og derudover præcis det, klubbens strategi foreskriver.
Endnu en generation af unge spillere er blevet udviklet til et niveau hvor det er tid til at komme videre til andre adresser. Konsekvensen er, at profiler som Sofie Grøn, Julie Poulsen og Andrea Termansen nu er fortid – alle tre var blandt de sikreste navne på holdkortet i foråret.
Til gengæld er Laura Colstrup hentet i FC Nordsjælland som en spiller, der på flere parametre ligner en naturlig afløser for Julie Poulsen i det centrale forsvar.
Kolding skal endnu en gang bygge et nyt hold. Forskellen er blot, at klubben efterhånden har gjort det så mange gange, at det næsten er blevet en del af identiteten.
Det interessante bliver derfor ikke, om Kolding bliver yngre – det gør de, hvilket står hævet over enhver tvivl. Spørgsmålet er, om de endnu en gang kan løfte niveauet hurtigt nok til at være konkurrencedygtige fra første spillerunde.
Måske er tiden også kommet til at stille et mere principielt spørgsmål. Er det et succeskriterium i sig selv at være den yngste trup i rækken, hvis man år efter år har svært ved at omsætte talentudviklingen til sportslig konkurrenceevne mod de etablerede tophold?
Kolding har i foråret taget spillemæssige skridt fremad, og præstationerne mod de bedste hold blev gradvist bedre. Alligevel endte det igen med meget få point mod ligaens absolutte top. Det ændrer ikke ved, at strategien er både modig og konsekvent – men det gør det relevant at diskutere, hvor balancen skal ligge mellem udvikling og resultater.
For i sidste ende bliver en talentstrategi ikke kun vurderet på, hvor mange spillere der sælges videre. Den bliver også vurderet på, om klubben formår at udvikle et hold, der kan konkurrere med dem, spillerne senere skifter til. Netop den balance bliver interessant at følge i Kolding de kommende sæsoner.
HB Køge – Hvordan udvikler man et hold, der allerede har sat standarden?
Mens flere konkurrenter fortsat leder efter svar, ser HB Køge ud til allerede at være godt i gang med næste fase.
Klubben har igen orienteret sig internationalt. Nadia Tahirukaj kommer til som et spændende norsk albansk talent, Julia Gutowska tilfører dokumenteret offensiv kvalitet fra den bedste polske række, og Lauren Kozal skal øge konkurrencen på målmandsposten.
Samtidig vender Kyra Carusa tilbage til klubben efter nogle år i udlandet – en spiller der var en markant offensiv profil på det HB Køge-mandskab, som vandt tre danske mesterskaber i træk, og som kender både kulturen, kravene og den identitet, klubben er bygget op omkring.
HB Køge fortsætter dermed den strategi, der har kendetegnet klubben siden de første år i Gjensidige Kvindeligaen. Man bygger ikke kun til den kommende sæson – man bygger flere år frem.
Svenske Kaia Carruthers er et godt eksempel på den langsigtede tankegang, mens tilgangen af Julie Termansen endnu en gang understreger klubbens evne til at identificere de mest interessante udviklingsspillere i Kolding IF, før konkurrenterne får fat i dem.
Men måske er den mest interessante pointe omkring HB Køge slet ikke, hvilke spillere der er hentet – men derimod hvordan man bliver ved med at udvikle et projekt, der allerede har sat standarden i dansk kvindefodbold.
HB Køge har gennem en årrække vist, at de mestrer kunsten at identificere, udvikle og sælge spillere, samtidig med at de kontinuerligt har været en del af toppen. Det har skabt en kultur, hvor forandring ikke er en undtagelse, men en naturlig del af klubbens identitet.
Netop derfor bliver sommerens opgave anderledes end hos de fleste konkurrenter.
Det handler ikke om at genopbygge – men derimod om at forny sig og bygge ovenpå et allerede stærkt fundament.
For når man år efter år mister profiler og samtidig har ambitioner om fortsat at spille med om mesterskabet og gøre sig gældende i europæisk fodbold, bliver udfordringen ikke at finde spillere – men at finde de rigtige spillere.
Og måske er det netop her, HB Køges største styrke ligger. Klubben ser ikke ud til at betragte transfervinduet som en række enkeltstående handler, men som en kontinuerlig proces, hvor erfaring, topkvalitet og udviklingspotentiale går hånd i hånd.
Carusas hjemkomst tilfører dokumenteret kvalitet her og nu, mens spillere som Tahirukaj, Carruthers og Termansen peger frem mod de kommende sæsoner. Den balance er vanskelig at skabe – men det er netop den disciplin, HB Køge gennem flere år har været blandt de absolut bedste i dansk
kvindefodbold til at mestre.
Netop denne evne kan sagtens vise sig at blive klubbens største konkurrencefordel ikke bare i den kommende sæson men i flere år frem.
Status: Nu skal strategierne stå deres prøve
Transfervinduet er langt fra slut, og de mest spektakulære handler ligger muligvis stadig foran os. Men vi er nået til et punkt, hvor klubbernes strategiske valg begynder at kunne aflæses i praksis.
Nogle klubber har allerede vist, hvilken retning de ønsker at bevæge sig i. HB Køge fortsætter den langsigtede opbygning, Brøndby har endnu en gang valgt at forny store dele af stammen, mens Kolding konsekvent holder fast i den talentstrategi, der efterhånden er blevet klubbens varemærke.
Andre klubber befinder sig et helt andet sted.
Fortuna Hjørring står fortsat med en lang række ubesvarede spørgsmål efter en historisk stor udskiftning, mens AGF endnu mangler at vise, hvordan de vil erstatte de kulturbærere og nøglespillere, der har forladt klubben. Begge steder bliver de kommende uger afgørende – ikke blot i forhold til antallet af nye spillere, men i forhold til den retning klubberne ønsker at bevæge sig i.
For i sidste ende bliver dette transfervindue næppe husket for den største transfer eller den mest opsigtsvækkende signing – men derimod for, hvilke klubber der formåede at omsætte strategi til
handling.
Derfor bliver de kommende uger også en slags lakmusprøve på det arbejde, der er foregået bag kulisserne gennem de seneste måneder for med lidt over to uger til sæsonpremieren er tiden ved at
løbe ud.
Nu handler det ikke længere om visioner men derimod om at kunne eksekvere på sin strategi – og netop dér bliver forskellen mellem de klubber, der har en klar plan og dem, der stadig leder efter den
for alvor synlig.











