Emilie Henriksen får nøglerolle i Team Odense Q’s akademi

Foto: Team Odense Q

Den tidligere Bundesliga-profil og nuværende U19-landsholdstrænerassistent bliver ny Head of Coaching med fokus på trænerudvikling og overgangen til seniorfodbold.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her 

Team Odense Q har styrket den sportslige organisation med ansættelsen af Emilie Henriksen som ny Head of Coaching. Hun tiltrådte stillingen på deltid den 1. juli og får en central rolle i udviklingen af klubbens akademi.

Samtidig fortsætter Henriksen som spiller for OB Q’s A-ligahold og som assistenttræner for det danske U19-landshold, hvilket giver hende en unik kombination af erfaring fra både elitefodbold og talentudvikling.

Den tidligere profil har opbygget en imponerende karriere med ophold i den tyske Bundesliga og den bedste svenske række, ligesom hun har repræsenteret Danmark ved adskillige ungdomslandskampe. Ved siden af spillerkarrieren har hun allerede opnået UEFA A-licens og markeret sig som træner.

I den seneste sæson fungerede Emilie Henriksen som transitionstræner mellem U19- og seniortruppen i OB Q – en erfaring, der bliver central i hendes nye rolle hos Team Odense Q. Her skal hun blandt andet være med til at udvikle klubbens trænere, styrke den sportslige retning og skabe en endnu stærkere sammenhæng mellem akademiet og seniorafdelingen.

Hos Team Odense Q ser man ansættelsen som et vigtigt skridt i klubbens fortsatte satsning på talentudvikling.

– Vi er utrolig glade for at byde Emilie velkommen i en ny rolle i akademiet og ser frem til at få glæde af hendes store erfaring, faglighed og engagement i udviklingen af vores spillere og trænere, lyder det fra klubben på klubbens hjemmeside.

Med ansættelsen af Emilie Henriksen tilfører Team Odense Q en markant kapacitet til akademiet, hvor hendes erfaring fra både topfodbold og trænergerningen skal være med til at løfte udviklingen af klubbens talenter og skabe en stærkere vej fra ungdoms- til seniorfodbold.