Emilie Holt skifter Brøndby ud med spansk fodbold

Foto: Madrid CFF.

Efter blot et halvt år i Brøndby IF går turen videre for 19-årige Emilie Holt. Den unge midtbanespiller skifter til spanske Madrid CFF, hvor hun fortsætter karrieren.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her 

Det blev kun til et halvt år i Brøndby IF for Emilie Holt.

Den 19-årige midtbanespiller forlader nu Vestegnen til fordel for spanske Madrid CFF, efter at de to klubber er blevet enige om en transfer.

Holt kom til Brøndby med ambitionen om at udvikle sig yderligere, men opholdet i den blågule klub blev kortvarigt. Nu venter i stedet et nyt kapitel i Spanien, hvor Madrid CFF bliver næste destination i den unge danskers karriere.

Brøndby IF’s Head of Women’s Football, Kim André Pedersen, glæder sig over Holts potentiale, men forklarer samtidig, hvorfor klubben har valgt at imødekomme spillerens ønske om et skifte.

– Emilies ophold i Brøndby IF blev denne gang kort, men hun har i hele perioden vist, at hun er en meget spændende ung dansk spiller med et stort potentiale. Efter en god og åben dialog med Emilie er vi blevet enige om at imødekomme hendes ønske om at forfølge drømmen om at spille fodbold i Spanien, siger Kim André Pedersen til Brøndby IF´s hjemmeside.

Selvom Brøndby dermed må vinke farvel til den unge midtbanespiller efter kort tid, er der positive ord med på vejen fra klubben.

– Vi ønsker hende alt det bedste på den videre rejse og takker hende for hendes indsats i Brøndby IF. Samtidig håber vi, at vores veje krydses igen på et senere tidspunkt, siger Kim André Pedersen.

For Emilie Holt bliver skiftet til Madrid CFF en mulighed for at prøve kræfter med en ny fodboldkultur og tage næste skridt i sin udvikling.

Hun ser samtidig tilbage på sin tid i Brøndby med taknemmelighed.

– Jeg vil gerne sige tak til Brøndby IF for et godt halvt år. Jeg er taknemmelig for den udvikling og de oplevelser, jeg har fået i klubben, siger Emilie Holt

Dermed er næste destination på plads for det unge d.anske talent, der nu vender blikket mod Spanien og Madrid CFF.