Oprykkerne fra F.C. København har forlænget aftalerne med ti spillere fra den trup, der sikrede klubbens plads i A-Liga. Samtidig er forberedelserne til den historiske debutsæson allerede i gang.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
F.C. København har taget endnu et skridt i opbygningen af truppen til klubbens første sæson i A-Ligaen ved at forlænge kontrakterne med ti spillere fra oprykningsholdet.
Klubben har indgået nye aftaler med Asii Kleist Berthelsen, Astrid Husemoen, Frederikke Benfeldt, Frederikke Boisen, Josephine Lech, Maria Hovmark, Olivia Bergmann, Silja Weinell, Sofia Di Tranholm og Viktoria Wik.
Kontraktforlængelserne betyder, at en stor del af stammen fra den succesfulde forårssæson fortsætter, når F.C. København for første gang skal måle sig med de bedste hold i dansk kvindefodbold.
Forberedelserne til den nye sæson er allerede i fuld gang. Spillerne mødte ind til opstart i sidste uge, hvor arbejdet frem mod A-Liga-premieren begyndte.
Den første test venter tirsdag, hvor F.C. København møder HB Køge i Vanløse. Senere på ugen går turen til Sverige, hvor FC Rosengård tager imod lørdag i Malmö.
De to træningskampe bliver de første pejlemærker for københavnernes formkurve, inden den historiske debutsæson i A-Liga bliver skudt i gang.












