FC Midtjylland har ansat Jesper Grønborg som ny Head of Coaching, hvor han får ansvar for talentudvikling og overgangen fra akademi til A-Liga-holdet i klubben.
Talentudviklingen på pigesiden får et løft i FC Midtjylland med ansættelsen af Jesper Grønborg som ny Head of Coaching. Han skal fremover stå i spidsen for den sportslige udvikling på U16- og U19-niveau, og sikre en stærk overgang fra Pigeakademiet til A-Liga-holdet.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her:
Jesper Grønborg kommer blandt andet med erfaring som tidligere Head of Coaching i Esbjerg fB’s Akademi, og han skal nu være med til at løfte og videreudvikle talentarbejdet i FC Midtjylland.
Kristian Kamp, der er sportschef for FC Midtjylland Kvindefodbold, fremhæver, at ansættelsen skal styrke både kvaliteten og sammenhængen i klubbens talentarbejde.
– Jesper er fodboldfagligt meget stærk, især når det gælder træningsmetodik, individuel udvikling og kvalitetssikring af træningen. Det er også på banen, han kommer til at have sin primære opgave. Samtidig er han virkelig dygtig relationært og til at håndtere spillernes ambitioner, hvor han med sin egen erfaring også ved, hvad der skal til for at indfri deres drømme, fortæller Kristian Kamp.
Jesper Grønborg glæder sig også selv til de nye udfordringer i FC Midtjylland, og han lægger vægt på, hvordan hverdagen og kulturen i klubben bliver en vigtig del af arbejdet.
– Jeg ser frem til at komme ind i en klub med store ambitioner, hvor man hele tiden vil udvikle sig, tænke nyt og vinde. Samtidig glæder jeg mig til at skulle arbejde med nogle af de største talenter på pigesiden i Danmark. Det er en kombination, der gør FC Midtjylland til et rigtigt spændende sted for mig.
– Det er vigtigt for mig, at respekt og krav går hånd i hånd, så vi behandler hinanden ordentligt og samtidig forlanger noget af hinanden i hverdagen. En del af det er for mig en rosende tilgang og en tydelighed omkring spillet og de individuelle udviklingspunkter. Vi har både dygtige spillere og trænere, som vi i fællesskab skal udvikle til at nå deres drømme, siger Jesper Grønborg.
Jesper Grønborg starter arbejdet efter sommerpausen, når Pigeakademiet i FC Midtjylland samles igen i august.












