Fredensborg BI-cheftræner om den kommende sæson: “Tiden er inde til at kigge opad”

Fra kampen mellem Fredensborg BI og OB Q i C-Ligaen. Foto: Anders Juncker Nielsen-Divisionsbold.dk

Efter en fireplads i C-Ligaens Nedrykningsspil Pulje 1 i forårssæsonen, ser Fredensborg BI mod en mere ambitiøs fremtid, hvor målet er at kæmpe med om oprykning.

Cheftræner for Fredensborg BI, Rasmus Skovby, forventer en aktiv sommerpause for Fredensborg BI’s C-Liga-hold, hvor klubben både vil arbejde med at forstærke truppen og fastholde det fundament, der er blevet bygget over den seneste sæson.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her 

–Der bliver aktivitet. Vi ønsker at bygge videre på det fundament, vi har skabt, og vi kommer til at arbejde målrettet med at styrke truppen yderligere. Samtidig handler det om at fastholde den kultur og det miljø, som har været med til at flytte holdet i den rigtige retning, lyder det fra cheftræneren.

Holdet sluttede sæsonen som nummer fire i C-Ligaens nedrykningsspil Pulje 1 og endte syv point over nedrykningsstregen, og ifølge Skovby har sæsonen givet et vigtigt afsæt for den videre udvikling.

– Vi lægger ikke skjul på, at vi er ambitiøse. Efter at have brugt denne sæson på at bygge fundamentet op, føler vi, at tiden er inde til at kigge opad. Hvis vi kan fortsætte den udvikling, vi har set gennem foråret, og få lagt yderligere lag på truppen, så går vi ind til den kommende sæson med en klar ambition om at spille med i toppen og kæmpe for oprykning. Vi har skabt et fundament, som gør, at vi tør drømme større,” siger han.

Med udsigten til en mere offensiv målsætning går Fredensborg BI ind i den kommende sæson med ambitioner om at tage næste skridt og for alvor blande sig i toppen af rækken.