Den 18-årige midtbanespiller Zuzanna Witek kommer til HB Køge Women med erfaring fra mere end 70 ligakampe, to polske mesterskaber og rollen som anfører for Polens U19-landshold.
HB Køge Women har sikret sig en forstærkning til midtbanen med tilgangen af den polske U19-anfører Zuzanna Witek. Den 18-årige midtbanespiller skifter fra KKS Czarni ANTRANS Sosnowiec, hvor hun trods sin unge alder allerede har spillet mere end 70 kampe i den bedste polske række.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Jonas Nielsen, der er sportsdirektør i HB Køge Women, fortæller, at klubben har fulgt Witek gennem længere tid, og at hun længe har været et højt prioriteret transfermål.
– Vi har arbejdet på at få Zuzanna til klubben gennem længere tid. Hun er en spiller, vi har fulgt tæt, siden vi første gang så hende, og som hurtigt fangede vores interesse. Der har været stor konkurrence fra nogle af Europas største klubber, så vi er meget glade for, at hun har valgt vores klub og tror på, at HB Køge Women er det rette sted for hendes fortsatte udvikling.
Den polske midtbanespiller debuterede i Ekstraligaen som blot 14-årig i sæsonen 2021/22. Siden har hun været med til at vinde både det polske mesterskab og pokalturneringen to gange med KKS Czarni ANTRANS Sosnowiec. På landsholdsniveau har hun repræsenteret Polen på U15-, U17- og U19-niveau og udviklet sig til en af landets mest lovende unge spillere.
For Zuzanna Witek var skiftet til HB Køge Women det oplagte næste skridt i karrieren.
– HB Køge Women er det helt rigtige sted for mig lige nu. Klubben har store ambitioner og et professionelt miljø, som jeg tror er det perfekte sted for mig at udvikle mig videre som spiller. Jeg glæder mig til at lære af trænerstaben, spille på et højt niveau og udfordre mig selv hver eneste dage, siger hun.
Med tilgangen af Zuzanna Witek får HB Køge Women tilført både international erfaring og et af Polens største unge talenter.












