Pernille Sanvig skifter permanent til BK Häcken

Pernille Sanvig har underskrevet en permanent aftale med BK Häcken. Foto: BK Häcken

Efter et succesfuldt lejeophold med to titler og debutudtagelse til A-landsholdet har den 20-årige midtbanespiller skrevet under på en kontrakt med den svenske storklub frem til 2030.

Pernille Sanvig fortsætter permanent i svenske BK Häcken.

Den 20-årige midtbanespiller har det seneste års tid været udlejet fra tyske Eintracht Frankfurt til BK Häcken. Her har hun været med til at vinde to titler.

Nu bliver skiftet permanent, da hun netop har underskrevet en kontrakt, der strækker sig frem til 2030. En rejse hun glæder sig til at fortsætte.

 

Jeg er utrolig glad for at fortsætte min rejse i BK Häcken, hvor jeg har haft et fantastisk år både på og uden for banen. Jeg føler mig virkelig hjemme i klubben og på holdet, og jeg er meget taknemmelig for den tillid, jeg har fået, fortæller danskeren til klubben selv.

På det år hun har været på lejeophold i Göteborg-klubben, har hun formået at vinde det svenske mesterskab, samt UEFA Women’s Europa Cup – dertil har hun haft sin første udtagelse til det danske A-Landshold i aprilmåned.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her.

Det har også været en stor gevinst for BK Häcken. Klubben har set den unge midtbanespiller udvikle sig til en nøglespiller, mens hun konstant har bygget på hendes spil. Fodboldchef Martin Ericsson er derfor glad for at binde Sanvig på en permanent aftale:

Pernille er jo ikke ligefrem en ny spiller, da vi har haft fornøjelsen af at have hende hos os det seneste år. I den periode har hun udviklet sig til en nøglespiller for os og har spillet en afgørende rolle i vores to historiske titler, siger Martin Ericsson.

Med en permanent aftale i BK Häcken betyder det, at Pernille Sanvig siger farvel til Eintracht Frankfurt som hun senest repræsenterede i sommeren 2025.