Randers U15 triumferede ved Kattegat Cup

Foto: Randers Q Ungdom.

Randers’ U15-piger sikrede sig førstepladsen i U15/U16-rækken efter stærke præstationer mod flere norske modstandere. Også Grenaa IF og FC Thy Piger opnåede flotte placeringer ved turneringen i Grenaa.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her 

Randers’ U15-hold kunne rejse hjem fra Kattegat Cup med guldmedaljer efter en vellykket turnering i Grenaa. Ud over de sportslige oplevelser bød dagene på socialt samvær og nye relationer på tværs af årgange og klubber.

Turneringen havde deltagelse af både danske og internationale hold. Efter de indledende kampe skulle Randers møde norske Frøyland IL i en afgørende kamp om en plads i enten A- eller B-finalespillet. Her leverede Randers-pigerne en stærk indsats og vandt 3-1.

I A-finalespillet fortsatte Randers de gode takter. Først blev Undheim IL fra Norge besejret med 3-1, inden holdet spillede 1-1 mod norske Orre Idrettslag i den afsluttende kamp. Resultatet var samtidig en revanche for nederlaget på 1-3 til samme modstander i den indledende pulje.

Med de opnåede resultater kunne Randers lade sig kåre som samlet vinder af U15/U16-rækken ved Kattegat Cup.

Også FC Thy Piger og værtsklubben Grenaa IF deltog i rækken. Grenaa IF sluttede på andenpladsen i B-finalen, mens FC Thy Piger tog tredjepladsen.

I U17-rækken endte Randers på fjerdepladsen efter et nederlag til Nykøbing FC i kampen om tredjepladsen. Grenaa IF spillede sig frem til finalen, hvor holdet måtte se sig besejret af Frøyland IL. Dermed sluttede Grenaa-pigerne som nummer to i rækken.