U19-holdet oplevede både store comebacks, værdifulde senior-debuter og skuffende resultater. Cheftræner Jesper Gejl Larsen glæder sig især over spillernes udvikling og troen på fællesskabet.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Sommerpausen giver anledning til at gøre status på en sæson med både op- og nedture for Team Odense Q’s U19-ligahold. Cheftræner Jesper Gejl Larsen beskriver sæsonen som en lærerig periode, hvor holdet har oplevet store øjeblikke, men også måttet erkende, at ikke alle sportslige målsætninger blev indfriet.
– Det har været en blandet pose bolsjer. Vi har lavet nogle voldsomme comebacks og fået et par spillere til at få debut på vores seniorhold. Begge dele har været fantastiske oplevelser. Omvendt har vi heller ikke ramt de resultater, vi gerne ville, og vi har haft et par store nederlag undervejs, siger Jesper Gejl Larsen til Fodbold For Piger.
Inden sæsonen havde Team Odense Q sat sig flere konkrete mål. Ét af dem var at sende mindst to U19-spillere videre til seniortruppen – en ambition, der blev indfriet.
– Vi havde en klar målsætning om, at mindst to af vores piger skulle have debut på seniorholdet, og det lykkedes vi med, fortæller cheftræneren.
Sportsligt var ambitionen samtidig at blande sig i kampen om tredjepladsen i U19 Ligaen. Selvom holdet var en del af opgøret i perioder, lykkedes det ikke for alvor at udfordre de øverste placeringer.
– Vi havde en drøm om at spille med om tredjepladsen. Vi har været med i kampen, men vi har ikke været tæt nok på, og det er naturligvis en smule skuffende, siger Gejl Larsen.
På trods af den manglende topplacering ser cheftræneren flere positive tegn i holdets udvikling gennem sæsonen.
Team Odense Q formåede at hente point mod samtlige modstandere i ligaen med undtagelse af FC Nordsjælland, hvilket ifølge Gejl Larsen vidner om et hold, der har flyttet sig.
Han peger samtidig på, at fundamentet for udviklingen først og fremmest har været en stærk arbejdsmoral og troen på fællesskabet.
– Nøglen hos os er hårdt arbejde og en tro på, at holdet kan bære os rigtig langt, siger han.
Selvom sæsonen bød på både skuffelser og store oplevelser, tager Team Odense Q flere positive erfaringer med videre. Udviklingen af spillerne og de første skridt mod seniorfodbolden giver et solidt fundament at bygge videre på, når arbejdet genoptages efter sommerferien.












