Allan Drost bliver akademi- og talentchef på pigesiden i Viborg FF, hvor han skal være med til at udvikle klubbens talentmiljø og skabe en stærkere sammenhæng fra ungdom til senior.
Viborg FF har taget endnu et skridt i arbejdet med at styrke pige- og kvindefodbolden. Klubben har ansat Allan Drost som akademi- og talentchef på pigesiden, hvor han får en central rolle i den videre opbygning af klubbens talentstruktur.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Allan Drost kommer med en bred erfaring fra elitefodbold, og skal stå i spidsen for den sportslige udvikling af pigeakademiet og får ansvaret for at samle trådene på tværs af årgangene.
Kvindefodboldchef i Viborg FF, Morten Lynderup Jensen, ser ansættelsen som en vigtig del af klubbens fortsatte ambitioner.
– Vi har store ambitioner for udviklingen af vores pigeakademi, og derfor har vi været på udkig efter en profil, som både har erfaring med talentudvikling og evnen til at skabe en fælles retning.
– Allan kommer med en stærk baggrund fra både dansk og international elitefodbold, og vi er overbeviste om, at han bliver en vigtig drivkraft i det videre arbejde med at udvikle både spillere, trænere og vores samlede talentmiljø, siger han.
Allan Drost glæder sig til at blive en del af Viborg FF’s projekt og ser store muligheder i klubbens videre arbejde med pigeakademiet:
– Det, der tiltrak mig ved Viborg FF, er ambitionerne og ønsket om at bygge noget, der kan få betydning på lang sigt. Klubben har allerede skabt et stærkt fundament, og jeg ser et stort potentiale i at videreudvikle den røde tråd gennem hele pigeakademiet.
– For mig handler talentudvikling om meget mere end resultater her og nu – det handler om at skabe et miljø, hvor både spillere og trænere udvikler sig hver eneste dag, lyder det fra Allan Drost.
Ansættelsen af Allan Drost er dermed et led i Viborg FF’s langsigtede satsning på pige- og kvindefodbolden.












