Viborg FFs U16-Divisionshold leverede en sæson helt ud over det sædvanlige med maksimal pointantal og en imponerende målscore på +111.
Jens Ebbesen Nielsen, der er træner for Viborg FF’s U16-Divisionhold, har ført holdet gennem en suveræn sæson med maksimal pointantal og en målscore på +111. Samtidig har sæsonen været præget af stor spillerrotation og fokus på udvikling på tværs af årgangene.
– Jeg vil beskrive vores forårssæson, ja faktisk hele U16-sæsonen, som en stor optur, siger Jens Ebbesen Nielsen til Fodbold For Piger.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her.
Når man ser på tallene, er det en sæson, der skiller sig markant ud, og det er også det første, træneren fremhæver.
– Resultaterne taler næsten for sig selv: 66 ud af 66 point og en målscore på +111. Det er ikke hverdagskost. Vores stats er også temmelig fine både offensivt og defensivt. Men endnu mere imponerende er det, at hele 29 piger fra årgang 2010, 2011 og 2012 har bidraget, og af dem har hele 24 været på måltavlen, fortæller han.
Samtidig har Viborg FF ændret strukturen i pigeakademiet i løbet af sæsonen for at give spillerne de bedste udviklingsmuligheder.
– Siden nytår har vi ændret strukturen i pigeakademiet. Flere af de dygtigste 2010-spillere er rykket permanent op i U19-miljøet, og fem af dem har allerede debuteret i B-Ligaen.
– Samtidig har vi rykket flere 2012-spillere fast op omkring U16. Alle har fået debut i U16-divisionen, og alle har på kort tid udviklet sig markant på alle færdighedsområder, siger Jens Ebbesen Nielsen.
For ham hænger de stærke resultater tæt sammen med arbejdet med spillerudvikling gennem hele sæsonen.
– Målsætningen for halvsæsonen har været klar: maksimal udvikling for den enkelte spiller. Alder har været underordnet. Det rette miljø har været afgørende. Og det er vi lykkes godt med.
Selvom enkelte spillere har markeret sig, er det helheden, der ifølge Jens Ebbesen Nielsen har været afgørende for sæsonens niveau.
– Det er ikke én eller to spillere, der har skabt resultatet i U16-divisionen. Selvfølgelig har vi kampafgørende spillere i begge ender af banen – f.eks. Nicoline Krog med knap 50 mål fordelt på U16 og U19, men det er kollektivet og fællesskabet der har båret det. 29 spillere med hver deres bidrag, afslutter han.
Viborg FF’s U16-Divisionshold kan dermed se tilbage på en stærk sæson med både gode resultater og udvikling.












