BSF styrker midtbanen med tidligere divisionsspiller

Foto: Lars Sabroe.

Ballerup-Skovlunde Fodbold har sikret sig tilgang af Julie Jessen Børner, der vender tilbage til fodbolden efter en korsbåndsskade. Den alsidige midtbanespiller har erfaring fra både 1. og 2. division og skal være med til at løfte BSF mod klubbens ambitioner.

Ballerup-Skovlunde Fodbold fortsætter arbejdet med at styrke truppen frem mod den kommende sæson. Klubben har nu fået tilgang af den tidligere Solrød FC- og Allerød-spiller Julie Jessen Børner.

Børner kom allerede til BSF tidligere på året og befinder sig nu i den sidste del af sin genoptræning efter den korsbåndsskade, hun pådrog sig i 2025. Genoptræningen foregår i samarbejde med BSF’s fysioterapeuter og fysiske træner.

Den tidligere Allerød-spiller har allerede en solid erfaring fra divisionsfodbolden. Hun har spillet en lang række kampe i 2. division for Allerød og kan desuden skrive et dansk mesterskab i futsal med Allerød på CV’et. Derudover har hun repræsenteret Solrød FC i 1. division.

I BSF ser trænerteamet store muligheder i den nye midtbanespiller, som kan dække samtlige positioner centralt på banen.

– Børner er en fysisk stærk og teknisk dygtig midtbanespiller. Hun kan spille alle positioner på midtbanen og er særlig stærk i rollen som playmaker, til at læse spillets udvikling og til at sætte sin direkte modstander af.

Trænerteamet fremhæver samtidig Børners evner i duellerne og hendes præcision med bolden som væsentlige kvaliteter.

– Hun arbejder altid hårdt for holdet og er rigtig stærk i 1 mod 1-dueller, sparker godt til bolden og er meget afleveringssikker i hendes aktioner i opbygningsspillet. Børner bidrager altid med godt humør og stor lærevillighed til træningerne.

BSF har en ambition om igen at etablere sig blandt toppen af dansk kvindefodbold. På længere sigt er målet at blive en fast del af B-Ligaen og samtidig spille med om kvalifikation til A-Ligaen.

For Julie Jessen Børner har klubskiftet derfor også været et spørgsmål om at finde de rette rammer til både at vende tilbage efter skaden og fortsætte sin udvikling.

– Jeg har været rigtig glad for mit skifte til BSF. Jeg er blevet taget rigtig godt imod af både pigerne og staben bag, og jeg ser det som det helt rigtige sted for mig til også at komme tilbage efter min korsbåndskade.

Den 22-årige midtbanespiller ser samtidig frem mod den kommende sæson, hvor hun håber at kunne spille en aktiv rolle i klubbens ambitioner.

– Derudover glæder jeg mig til den kommende sæson med pigerne og være med til at spille os op i B-Ligaen.

Med Børners tilbagevenden til kamptruppen får BSF dermed en erfaren og alsidig midtbanespiller ind i et projekt, hvor ambitionerne rækker mod toppen af dansk kvindefodbold.