Dansk trio starter sæsonen med trofæ i Holland

Fotos: Anders Kjærbye/dbufoto.dk & FC Nordsjælland

Kasper Kurland, Josefine Funch og Sara Thrige fik en flot start på den nye sæson, da PSV Eindhoven vandt den hollandske Super Cup med 3-0 over Twente fredag. Thrige scorede endda til 2-0.

Fredag aften startede den hollandske sæson med Super Cup-opgøret mellem de forsvarende mestre fra PSV og pokalvinderne fra Twente.

Opgøret var samtidig også debut for både Kasper Kurland og Josefine Funch, der tidligere på sommeren er skiftet til den hollandske storklub fra FC Nordsjælland.

Funch var at finde i startopstillingen sammen med landskvinde Sara Thrige, der skulle få en afgørende rolle i en dominerende indsats fra PSV.

Den danske højreback scorede nemlig til 2-0 efter 70 minutter – midt i kampens afgørende periode, hvor PSV scorede tre gange inden for 10 minutter og afgjorde opgøret.

Dermed fik den danske trio en perfekt start på sæsonen med en klar sejr over en af holdets største rivaler.

Super Cup-triumfen er den første for PSV’s kvinder.