Efter store økonomiske udfordringer i LSK: Dansker var tæt på skifte

Foto: FC Nordsjælland.

Lillestrøms (LSK) økonomiske problemer satte Sarah Toffts fremtid på spil, men den danske stopper valgte at blive trods interesse fra udlandet.

Den norske Toppserien-klub, LSK Kvinner, har over sommeren været i store økonomiske vanskeligheder. Det har skabt usikkerhed om klubbens fremtidige eksistensgrundlag.

Ifølge TV2 Norge har det betydet, at spillerne i LSK-truppen har skulle bruge sommerpausen på at pakke sin ting sammen, opsige lejligheden og overveje et klubskifte. En af spillerne i truppen er danske Sarah Tofft, der har udtalt sig til TV2 Norge om omstændighederne. 

– Det har været sindsygt kaotisk. Specielt i sommer, lige før vi gik på ferie. Det var sindsygt stressende. Vi vidste ikke, om der var en klub efter ferien. Så hvad skulle vi gøre med vores lejligheder og alle tingene vi har her? Skulle man finde en ny klub eller ikke? siger Sarah Tofft i et interview til TV2 Norge.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her.

LSK har gennem hele forløbet været åbne om deres økonomiske udfordringer, men har haft svært ved at give spillerne et konkret svar på klubbens fremtid.

– De prøvede jo at være ærlige med hvordan situationen var, og hvordan det så ud. Men det som var vanskeligt, var at de ikke kunne fortælle, om det blev det ene eller det andet, siger Sarah Tofft.

Det fik blandt andet den 21-årige dansker til at undersøge sine muligheder væk fra LSK. TV2 Norge erfarer, at den danske midtstopper havde tilbud fra både spanske CFF Madrid og italienske Inter, men at hun i sidste ende valgte at blive i den norske hovedstadsklub.

Klubben blev nemlig reddet af en økonomisk saltvandsinsprøjtning, da sportsklubben Fet IL kom på banen i midten af sommerpausen. Efter sæsonen ophører LSK med at eksistere og overtages fuldstændigt af Fet IL fra 2027.

Det betyder, at LSK ikke nødvendig er den klub, som spillerne har valgt at blive i på længere sigt. Danskeren har på trods af usikkerheden valgt at blive i klubben, og har kontraktudløb i slutningen af sæsonen.

På nuværende tidspunkt er LSK at finde på niendepladsen i Toppserien. I weekenden møder de Bodø-Glimt, der befinder sig sidst i tabellen.

Sarah Tofft har fortid i FC Nordsjælland, som hun repræsenterede i fem år fra U16-holdet op til A-holdet.

Du kan læse hele artiklen fra TV2 Norge her.