FCK-træner efter fyring: “Jeg var gerne fortsat”

Tidligere FCK-cheftræner Kasper Klarskov Nielsen og Rebecca Steele. Foto: Gaston Szerman / FC København

Efter to oprykninger på to år er Kasper Klarskov Nielsen fortid i FC København. Klubben jagter nye kompetencer til livet i A-Ligaen, som de forsøger at søge andre steder. 

FC København har fredag valgt at afslutte samarbejdet med cheftræner Kasper Klarskov Nielsen med øjeblikkelig virkning. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Afskeden kommer efter en vanskelig start på den nye A-Liga-sæson, hvor FC Københavns kvindehold endnu ikke har hentet point efter de første tre kampe.

Nu er det imidlertid slut for Klarskov.

Kasper har spillet en central rolle i opbygningen af vores kvindehold fra den spæde begyndelse til et hold, der nu tager sine første skridt i A-Liga. Han har bragt os langt, og vi skylder ham en stor tak for hans dedikerede indsats, siger Henrik Møgelmose, bestyrelsesformand for F.C. København Kvindefodbold A/S til klubbens hjemmeside.

 

Ifølge FC København handler beslutningen om et ønske om at tilføre nye kompetencer til den sportslige ledelse, efter holdet nu har taget springet op i landets bedste række.

Vi er på kort tid nået langt og spiller nu i den bedste række. Det stiller nye krav til den sportslige ledelse, og der er brug for andre kompetencer for at tage de næste skridt i udviklingen og konsolideringen af holdet i A-Liga, siger Henrik Møgelmose.

Han understreger samtidig, at beslutningen ikke skal skygge for Klarskovs resultater i klubben.

Det skal dog ikke skygge for den anerkendelse, som Kasper fortjener for det arbejde, han har lagt i holdet, afslutter han.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her.

Kasper Klarskov Nielsen blev klubbens første cheftræner, da FC Københavns kvindeprojekt blev etableret i 2024. Siden har han stået i spidsen for holdets udvikling og været med til at føre løvinderne op gennem rækkerne.

På blot to år har det resulteret i to oprykninger, senest til A-Ligaen, hvor FC København i denne sæson for første gang spiller med blandt landets bedste.

Hovedpersonen selv lægger heller ikke skjul på, at han gerne var fortsat i klubben.

Det har været en stor oplevelse at være med lige fra begyndelsen og bidrage til opbygningen og udviklingen af holdet. Vi har sat et aftryk i historiebøgerne, og det har været et privilegie at være en del af F.C. København. Jeg var gerne fortsat, men sådan skulle det ikke være, siger Kasper Klarskov Nielsen.

Indtil FC København har fundet Klarskovs permanente afløser, overtager assistenttræner Fabiana Alcalá rollen som fungerende cheftræner.

Hun får sin første opgave allerede søndag, hvor FC København gæster FC Nordsjælland på Right To Dream Park. Her jagter løvinderne samtidig sæsonens første point i A-Ligaen.