HB Køge sender amerikansk forsvarsspiller til Feyenoord

Foto: HB Køge.

Efter blot én sæson i HB Køge skal Avani Brandt videre til hollandsk fodbold. Den 22-årige amerikaner skifter til Feyenoord efter et succesfuldt ophold i Danmark med både mesterskab og pokaltitel

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her

HB Køge siger farvel til en af klubbens forsvarsspillere. Den 22-årige amerikanske forsvarsspiller Avani Brandt er blevet solgt til hollandske Feyenoord, efter de to klubber er nået til enighed om en transfer.

Brandt kom til HB Køge sidste sommer og nåede at optræde 25 gange i den blå/sorte trøje. Selvom opholdet blev begrænset til en enkelt sæson, nåede hun at sætte et markant aftryk på klubben.

Forsvarsspilleren var nemlig en del af det HB Køge-mandskab, der sikrede sig både det danske mesterskab og den danske pokaltitel. Dermed forlader Brandt klubben med to betydelige trofæer i bagagen.

Nu venter et nyt kapitel for den amerikanske forsvarsspiller, der fortsætter karrieren i Holland hos Feyenoord. Skiftet bliver samtidig endnu et skridt i Brandts internationale karriere efter en sæson, hvor hun for alvor fik smagt på dansk topfodbold.