Vejle, FC København og OB tegnede sig alle for storsejre i første runde af KvindePokalen, mens Silkeborg IF på hjemmebane snød AaB efter flot comeback og forlænget spilletid.
Onsdag blev langt størstedelen af kampene i første runde af KvindePokalen, og Fodbold For Piger giver dig her overblikket over rundens kampe indtil nu.
Pokalturneringen blev allerede tyvstartet søndag, da Sundby Boldklub havde taget turen til Bornholm til et møde Rønne-klubben Viking/RIK. Værterne, der til daglig spiller i Københavnsserien, var oppe imod overmagten og fik sig en på opleveren i et opgør, der endte med en 0-10-sejr til gæsterne. Alligevel skrev bornholmerne historie, hvilket du kan læse mere om her.
Tirsdag skulle FC Midtjylland have været i aktion mod seneste sæsons pokaldræber. Vejgaard Boldspilklub nåede i seneste sæson helt frem til 3. runde og vandt titlen som Årets Serieklub, men dette års eventyr nåede aldrig i gang. Aalborg-klubben meldte nemlig afbud til opgøret – læs mere om det her.
Onsdag var hele 18 kampe programlagt, og her var det største møde på forhånd udset til at foregå i Næstved, hvor FC København lagde vejen forbi. Mens de to hold i seneste sæson fristede en fælles tilværelse i B-Liga sammen, var der onsdag klasseforskel på klubberne.
Løvinderne viste A-Ligaklasse og med nytilkomne Anisa Saini som hattrick-helt spillede gæsterne sig videre i overbevisende stil med en 0-7-sejr.
Også ligakonkurrenterne fra OB fik tanket offensiv selvtillid, da holdet havde taget den korte tur til Dalum for at møde Dalum/Næsby, der i denne sæson er at finde i Kvindeserie Vest. Her vandt gæsterne med hele 0-9.
Den største sejr fandt dog sted på Ulbølle Stadion i Egebjerg, hvor Serie 1-holdet fra Egebjerg Fodbold fik besøg af Vejle Boldklub, der i denne sæson er oprykker i C-Liga.
Her vandt gæsterne med hele 0-12.
Mens der var masser af sejre til favoritterne, kom der dog også en overraskelse i Silkeborg. Værterne, der til daglig spiller i C-Liga, besejrede således B Liga-klubben AaB med 3-2 efter et flot comeback. Efter en 0-2-føring til nordjyderne kæmpede værterne sig flot tilbage i 2. halvleg, og i den forlængede spilletid blev Mathilde-Sofie Stæremose matchvinder.
Herunder kan du se alle de hidtige resultater fra Kvindepokalens første runde:
Viking/RIK 0-10 Sundby Boldklub
Vejgaard 0-3 FC Midtjylland (hjemmehold taberdømt pga. afbud)
BK Fix 0-3 Vallensbæk IF
Brønderslev IF 1-2 Viborg FF
Aarhus 1900 3-0 Lemvig GF (udehold taberdømt pga. afbud)
Aalborg Freja 1-4 ASA Aarhus
Team Østvendsyssel 0-3 Brabrand IF
Fuglebakken KFUM 1-3 FC Thy-Thisted
DSIO 0-3 OKS (udehold taberdømt pga. afbud)
Søhus IF 3-0 Sønderborg Q/GB
Haderslev FK 2-6 Esbjerg fB
Dalum/Næsby 0-9 OB
Føroyar 0-6 Fredensborg BI
Lyngby Boldklub 3-4 Boldklubben Skjold
IF Skjold Birkerød 0-1 Fremad Valby
Albertslund BS 72 0-3 B.93 (hjemmehold taberdømt pga. afbud)
Heimdal 0-3 Ølstykke FC
Støvring IF 0-2 IF Lyseng
Egebjerg Fodbold 0-12 Vejle Boldklub
Silkeborg IF 3-2 AaB
Næstved HG 0-7 FC København
Herudover er B.73 Slagelse videre til anden runde efter at være blevet udtrukket som oversidder i første runde.
Følgende kampe mangler endnu at blive spillet i første runde:
Ballerup-Skovlunde Fodbold – Nørrebro United (Torsdag 18.30)
Allerød FK – Østerbro IF (Onsdag d. 19. august kl. 18.00)
Svogerslev BK – HIK (Onsdag d. 19. august kl. 19.00)
Ry Fodbold – Randers Q (Torsdag d. 20. august kl. 18.45)












